Brevkasse

Spørgsmål   Vitaminer

Spørgsmål: Øges vægten ved indtag af Coca Cola Light?

Kære Netdoktor

Jeg skriver her for at få svar på et spørgsmål, da jeg har surfet nettet i min søgen på svar, uden held, da svarene desværre er ret modstridende. Jeg er pt., som mange andre unge kvinder, gået igang med den store livsstilsomlægning for at smide de overflødige kilo på badevægten. Jeg spiser derfor sund kost og prøver så vidt muligt at undgå alle slags søde sager. Skulle den søde tand dog alligevel skære igennem tyer jeg, ligesom så mange andre til Coca Cola Light eller Coca Cola Zero, da de, i hvert fald ifølge varedeklerationen, indholder meget få kalorier. Det virker derfor som en god måde at få stillet den søde trang uden at øge dagens kalorieindtag væsentligt. Men, det gode gamle ordsprog popper alligevel op i tankerne - "When something seems too good to be true, it probably is"! Blandt veninderne i min omgangskreds har diskussionen været ophedt, da det jo er trist at indtage overflødige kalorier uden at være klar over det, og jeg vil derfor på vegne af mange unge piger, spørge: Øges vægten ved indtag af Coca Cola Light og Coca Cola Zero og hvad er forskellen på de to?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Coca Cola Light® og Coca Cola Zero® er begge sødet med sødemidlet Aspartam. Det er et sødemiddel der altid har været meget omdiskutteret, og fortsat er det. Der er mange uafhængige kilder som hævder at stoffet er skyld i alt fra hjerneskader, depressioner, kræft o.lign., men de store kontrollerede undersøgelser som er lavet gennem tiden har ikke kunnet bekræfte dette.

Forskellen på de to produkter er iflg Coca Cola’s egen hjemmeside, at Coca Cola Zero® er formuleret så smagen minder mest muligt om den almindelige Coca Cola®. Aspartam kaldes et ”kunstigt sødemiddel”, men består egentlig af 2 essentielle aminosyrer, phenylalanin og asparaginsyre. De to aminosyrer er bundet sammen med methanol (træsprit) og danner en varmelabil forbindelse som er mest stabil ved en surhedsgrad omkring pH 3-4. Der er fastsat en international grænse for acceptabelt dagligt indtag for aspartam på 40 mg/kg.

Aspartam indeholder vægtmæssigt set lige så mange kalorier som både sukker og protein, men da det har en sødhedsgrad som er 200 gange sukkers, behøver indholdet ikke at være særligt stort, og de 2 sodavand du spørger til, indeholder da også kun 0,5-1 kcal per 100 ml. Det korte svar på dit spørgsmål er altså; Nej. Man bliver ikke fed af at drikke Coca Cola Light® eller Coca Cola Zero®. I hvert fald ikke så længe den ikke ledsages af andre søde sager.

Kritikere af aspartam mener at det søde i smagen snyder kroppen til at lave en efterfølgende sultfornemmelse, og honorerer man den ved at indtage ekstra mængder af mad, ja så vil vægten naturligvis gå op. Det er ikke bevist at aspartam rent faktisk har denne virkning, og hvis man ellers har en normal kost vil du formentlig ikke opleve din vægt stiger. Om det med tiden vil vise sig at aspartam rent faktisk var ”too good to be true”, er der ingen der ved. Men for nuværende er der ikke noget der tyder i den retning. Men som med alle andre ting her i livet gælder der mådehold – også med light sodavand. Morten Svenning Nielsen Læge

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Skal en pescetar tage kosttilskud?

2019-11-23 | 06:56

Jeg mangler følelse i min hovedbund, hvad kan det være?

2009-03-31 | 00:00

Øges vægten ved indtag af Coca Cola Light?

2008-06-17 | 00:00

Bør man udelukke sukker fra kosten?

2008-06-17 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.