Kære Netdoktor
Jeg har mistet min smagssans! Jeg havde for en uge siden lidt ondt/svie midt på tungen, men tænkte ikke nærmere over det. For 5 dage siden opdagede jeg så, at jeg ikke rigtig kan smage noget. Jeg kan mærke konsistensen af ting: Sprødt, blødt osv, og jeg kan mærke varme og kulde. Desuden kan jeg lugte ting. Men mad smager af absolut intet. Det gør det ret mærkeligt at spise.
Æg er fx nogenlunde ok, fordi de mest bare lugter af æg og ikke smager af så meget. Brød med pålæg smager som papir og pap, lakridser kunne ligeså godt være lavet af plastik. Is føles blødt og koldt, men smager ikke af noget. Tomater stikker lidt på tungen, måske fordi de er syrlige?
Der er ikke nogen særlig belægning på tungen. Jeg har været en smule forkølet, men ikke meget. Den første dags tid sved det i kanten af tungen. Jeg er normalt sund og rask og ret madglad.
Det er jo ikke kritisk, men det er ret nedslående at spise mad. Typisk spiser jeg noget der mætter meget, så jeg ikke behøver at spise så længe. Tit glemmer jeg, at jeg ikke kan smage, fordi jeg godt kan dufte maden, og så bliver jeg brat mindet om det ved første bid, der smager af intet.
Jeg havde håbet at det ville gå over af sig selv som en forkølelse, men der er foreløbigt ingen bedring overhovedet. Jeg håber meget, at I kan hjælpe.
Med venlig hilsen en spørger