Svar:
Kære spørger
Jeg ved ikke, hvorfor din emalje er forsvundet, men den mest almindelige grund til at den er forsvundet er, at den har været udsat for syrepåvirkning. Det kan bl.a. ske ved overdreven sodavandsdrikning eller ved spiseforstyrrelser, hvor man jævnligt kaster op. Jeg ved naturligvis ikke om du har haft nogle sådanne uvaner, men jeg kan ihvertfald se af din vægtangivelse, at du er noget undervægtig, så måske har du haft - eller stadig har en eller anden spiseforstyrrelse.
Under alle om stændigheder er det vigtigt, at du ikke fremover udsætter dine tænder for skadelig syrepåvirkning, som vil få din emalje til at forsvinde yderligere. Et generelt tab af emalje kan nemlig ikke uden videre erstattes, men enkelttænder kan genopbygges med plast eller hele kroner.
Piercinger i munden er skadelige for tænderne. Det hyppigste skade som følge af piercinger er, at tandkødet trækker sig tilbage på de tænder, som berøres af piercingen. Men da du ikke har så meget emalje på tænderne betyder det formentlig, at tandbenet er blevet blottet. Og da tandbenet er meget blødere end emalje, slides det også meget nemmere. Så derfor har du ret i, at din tungepiercing kan have lavet fordybningen i din tand. Derfor vil jeg råde dig til at fjerne piercingen og fremover virkelig være opmærksom på, at du ikke udsætter dine tænder for overdreven syrepåvirkning.
Med venlig hilsen
Anne Pedersen
Specialtandlæge, dr. odont.