Brevkasse

Spørgsmål   Tænder og mund

Spørgsmål: Giver blottede tandhalse konstante, vedvarende smerter?

Kære Netdoktor

Jeg havde et hul i tanden for to et halvt år siden, hvor jeg havde konstant smerter op til det blev lappet. Efter behandlingen fik jeg kun jag i tanden, når jeg drak eller spiste kolde ting. Disse jag havde jeg stadig efter et år, da jeg kom til tandlægen igen. Denne gang fandt de frem til, at det var blottede tandhalse der gav mig problemer, og de angav, at jeg skulle smøre en speciel tandpasta, på tanden to gange dagligt.

I samme omgang lagde de noget lak på tanden, som virkede i tre dage og som hjalp med at holde jagene i tanden væk. Jeg fulgte deres anvisninger med at børste blødere og smurte tandpastaen på to gange dagligt. Det blev jeg ved med i 14 dage og da jeg ikke kunne mærke nogen forskel på, hvordan jeg oplevede jagene i tanden, stoppede jeg med det.

Året efter kom jeg til tandlægen igen og fortalte, at jeg stadigvæk havde samme problemer med tanden og, at jeg ikke havde oplevet nogen ændringer med den behandling de havde givet mig. De lagde dog blot noget nyt lak på tanden, og anviste samme behandling igen.

Denne gang hjalp lakken ikke, og for hver dag jeg brugte deres tandpasta til at smøre på tanden, tog smerterne til og efter en uge med deres behandling, havde jeg voldsomme, konstante smerter fra morgen til aften. Jeg stoppede med at bruge deres tandpasta og smerterne fortog sig gradvist til et niveau, som før jeg tog til tandlægen.

Tre måneder sener (i dag) er jeg ude at spise og får taget en tår af en milkshake gennem et sugerør op til den forkerte side af munden, hvor mine følsomme tandhalse sidder. Jeg får selvfølgelig et ordentlig jag i tanden, men får også vedvarende smerter i tanden, smerter som er helt ulidelige. Jeg tager nogle smertestillende piller og smerterne dæmpes, men de kan dog stadig mærkes meget.

Mit spørgsmål er som følger: Er det normalt at have det sådan, når man har blottede tandhalse? For som jeg forstår det, så får man kun jag men ikke vedvarende smerter?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar:

Kære Spørger

Det korte svar på dit spørgsmål om det er normalt at have konstante, vedvarende smerter fra tænder med blottede tandhalse er: NEJ. Symptomer fra blottede tandhalse vil typisk være isninger i form af kortvarig, skarp smerte som provokeres af kold luft, varme og kolde, søde eller syreholdige drikke og spiser. Så derfor bliver du nødt til at opsøge din tandlæge på ny.

Du skriver, at du fik lavet et hul i tanden for to et halvt år siden og lige siden haft problemer med den. Dine konstante symptomer tyder på, at din tandnerve er kronisk irriteret, hvilket kan skyldes, at fyldningen ligger meget tæt på nerven eller, at du har begyndende betændelse i den. Det må din tandlæge opklare ved eventuelt at bore fyldningen ud. Dine konstante symptomer kommer i hvert fald ikke fra blottede tandhalse.

Blottede tandhalse opstår ofte på grund af forkert tandbørsteteknik, hvorved tandkødet trækker sig tilbage og tandbenet (dentin) bliver blottet. Da tandkødet ikke kan vokse på plads igen, gælder det om at undgå yderligere skade. Det sker først og fremmest ved korrektion af tandbørsteteknikken og måske udskiftning til en blødere tandbørste. Det er utrolig vigtigt, at blottede tandhalse holdes rene, fordi syre i madrester på tænderne øger problemet med isninger. Blottede tandhalse giver dog langt fra altid symptomer, men hvis de gør, kan man - som du fik anbefalet af din tandlæge - påføre tandpasta med fluor på den blottede tandhals med en finger, og lade det blive siddende så længe som muligt. Det kan evt. gøres efter den almindelige tandbørstning to gange om dagen. Der er også udviklet to nye tandpastaer med arginin og calciumkarbonat, som skulle være særligt gode, hvis man har følsomme tandhalse. Hjælper disse anbefalinger ikke, bør man opsøge sin tandlæge for yderligere tiltag.

Du bør i hvert fald kontakte din tandlæge, da dine nuværende smerter ikke kan tilskrives følsomme tandhalse.

Med venlig hilsen

Anne Pedersen

Specialtandlæge, dr. odont.  


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvidere tænder?

2024-10-28 | 19:13

Hvordan behandler man blister?

2024-10-29 | 18:31

Hul efter fjernet visdomstand

2024-09-30 | 10:34

Jeg har fået paradentose - mister jeg tænderne?

2020-01-9 | 16:17

Hvor længe tager en blist om at hele?

2023-02-28 | 20:15

Hvorfor gør det stadig ondt efter fjernet visdomstand?

2022-09-15 | 18:59

Min kæbe knækker

2022-03-9 | 14:30

Hul efter fjernet visdomstand - hvad stiller jeg op?

2021-05-12 | 01:00

Mit tandkød har trukket sig tilbage - mister jeg mine tænder?

2020-11-22 | 17:53

Hævet læbe efter bedøvelse?

2019-11-29 | 03:17

Paradentose hos en ung?

2019-08-23 | 13:53

Tandkødsproblemer hos teenager?

2019-08-17 | 21:22

Hvad er geografisk tunge?

2019-05-9 | 22:35

Ømhed i kæberne efter uheld?

2019-04-24 | 10:57

Syr man på tungen?

2019-01-30 | 13:51

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.