Brevkasse

Spørgsmål   Samliv

Spørgsmål: Sen eller manglende sædafgang

Jeg har talt med min læge om mit problem med, at jeg er meget længe om at få udløsningen.

Ofte er der ingen udløsning måske op til en halv time efter min kæreste har fået orgasme, så hun fortsætter kun for min skyld, men det giver ikke nogen rigtig tilfredsstillelse for nogen af os. Jeg spurgte min læge om han kendte til noget jeg kan gøre for at ændre på problemet, men han mente ikke at der var noget at gøre.

Jeg ringede derfor til en sexolog på Ålborg Universitet hospital, som fortalte at de ikke var et rådgivningscenter, og at min læge skal sende en henvisning for at jeg kan komme i betragtning til en samtale og måske en behandling. Det forventer jeg ikke min læge har tænkt sig at gøre, da han har en holdning om at det ikke kan løses. Jeg håber du måske har en mulig løsning.

Jeg vil også lige oplyse at jeg får metformin og ozempic mod diabetes 2 og ramipril mod forhøjet blodtryk, og har læst at det måske kan have indflydelse på min sene eller manglende sædafgang.

Mvh

Svar:
Tak for dit spørgsmål angående hæmmet orgasme, som det du beskriver hedder på fagsprog (selvom man egentlig godt kan få orgasme uden at få en udløsning samtidig, men det er et andet emne). 
Som udgangspunkt er der ikke noget af den medicin du nævner, som er kendt for at påvirke orgasmen direkte. Derimod kan diabetes desværre påvirke ens seksualfunktion på mange måder, hvor orgasmeproblemer er en af dem. Det skyldes, at sukkersyge med tiden kan skade blodkar og nerver, samt kombineret med nedsat testosteron være årsag til nedsat lyst. Dog lyder det ikke til, at du hverken har en lyst eller rejsningsproblematik, som egentlig er de hyppigste problemer ved diabetes, så det er slet ikke sikkert, at der er en direkte sammenhæng mellem din diabetes og de problemer, du beskriver. 

En måde du kan undersøge det nærmere er, ved at teste om problemet er lige så udtalt ved selvstimulering (onani) som sammen med din kæreste, for hvis der er forskel her, kan det tyde på, at det er noget i det seksuelle samvær eller jeres relation generelt, som kan spille ind. Bemærker du en nedsat følsomhed ved genitalområdet? Det kan både være en helt almindelig aldersrelateret forandring, men det kan også skyldes diabetes.
Jeg synes det er ærgerligt at du har fået at vide, at det er et problem der ikke kan løses, for ud fra hvad du har beskrevet, synes jeg det er for tidligt at konkludere noget. Hvis det viser sig at skyldes diabetes, er det rigtigt, at man ikke skal regne med at få den samme følsomhed som tidligere, men selv her vil der være muligheder for at arbejde sexologisk med problemstillingen. 
Jeg vil anbefale at du beder om at blive ordenligt undersøgt og derefter henvist til en sexologisk klinik. Hvis du spørger direkte om det, har jeg svært ved at forestille mig, at din læge skulle nægte dig den oplagte mulighed.
Hvis man når frem til, at din orgasmeproblematik er kronisk, kan man i et samlivsterapeutisk forløb lære dig og din partner, hvordan I alligevel kan få et tilfredsstillende sexliv. Hvis det viser sig at problemet ikke er kronisk, vil der også være en god chance for, at du kan opleve orgasmer på kortere tid. Dog vil en "rigtig" sexolog ofte gøre opmærksom på, at orgasme i sig selv ikke behøver være målet med det seksuelle samvær og at selve jagten herpå kan have en negativ indflydelse på problemet - desto mere man jager orgasmen, desto sværere kan det blive at opnå den.
Jeg har mødt mange par der oplever at de har fået et mere intimt og tilfredsstillende sexliv, på trods af at de har fysiske sygdomme som påvirker den fysiologiske del af seksualfunktionen. De har fundet andre måder at nyde det seksuelle rum, selv hvis orgasmen udebliver. Søg evt. på" sex-script" her på netdoktor, så vil du kunne læse et par artikler jeg har skrevet, hvor jeg omtaler det nærmere.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig videre. 
Venlig Hilsen Mikkel Marquardsen, læge og Specialist i Sexologisk Rådgivning

Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er i tvivl om jeg er en pige eller en dreng.

2027-12-20 | 00:00

Findes der piller der øger kvindens sexlyst?

2025-03-8 | 00:00

Rejsningsproblemer

2024-10-30 | 20:14

Ingen orgasme, kvinde

2024-06-11 | 22:30

Sen eller manglende sædafgang

2024-09-11 | 10:43

Følsom glans

2024-08-2 | 16:58

Svært ved at komme

2024-08-7 | 09:44

Forhudsforsnævring i en sen alder

2024-04-21 | 10:26

Steril?

2024-08-12 | 21:26

Jeg har ingen sexlyst. Hvad gør jeg for at få lyst til sex med min mand?

2022-04-20 | 00:00

Jeg får hurtig udløsning, hvad skal jeg gøre?

2021-01-29 | 16:01

Herpes - Kan jeg smitte min kæreste?

2020-11-1 | 11:42

Hvorfor skal min læge mærke mig i endetarmen?

2020-10-13 | 17:15

Jeg bløder ved samleje?

2020-07-30 | 23:13

Præstationsangst i sengen

2020-08-7 | 16:25


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.