Kære spørger.
Det er som udgangspunkt ret almindeligt at komne hurtigere end man ønsker, når der er gået lang tid siden, at man har været sammen med en anden. Stess, depression og angst kan også medvirke til, at man hurtigere får udløsning og samtidig bliver mere påvirket af det psykisk og følelsesmæssigt.
I sexologiske termer hedder det præmatur ejakulation og defineres, afhængigt af typen (livslangt eller erhvervet), som at komme indenfor hhv. 1 og 3 minutter og det skal have stået på et halvt år, så du ville således ikke få den klinisk diagnose præmatur ejakulation endnu, da det lyder til at være en nyopstået problemstilling.
Er det samme problemstilling når du er sammen med din kæreste som når du selvstimulerer? Ofte kan det fx spille ind at det er en ny partner eller en man er meget tændt på. Her kan det være en fordel at fokusere på andre seksuelle samværsformer end blot penetration, hvilket ofte også kan være med til at højne nydelsen hos begge parter.
Uanset om problemet kun er der sammen med en partner og/eller alene, er det som oftest hjælper mest at bruge selvstimulering som en måde at træne sig selv på, f.eks. ved en teknik der hedder stop-start øvelsen, som kræver tid og tålmodighed at mestre. Det indebærer bl.a. at ændre sin selvstimuleringsteknik og setting, dvs. stimulerer mindre hårdt og langsommere, holde pauser flere gange før man kommer og have opmærksomheden på fysiske kropsfornemmelser fremfor fx porno eller fantasier.
Bækkenbundstræning er også relevant samt kropsfokuserede øvelser (fx øvelsen der hedder "kropsskanning") og åndedrætsøvelser.
Nogen bruger kondomer, når de er sammen med en partner, som også kan fås med bedøvende cremer. Dog kan det for nogen give problemer med rejsningen. Der findes også bedøvende cremer såsom Emla creme, som kan fås på apoteket. Man kan smøre en dosis på størrelse med en ært på penishovedet (især ved penisstrengen, som er det mest følsomme område) og lade der gå 10-20 min. Det er vigtigt bagefter at tørre resterende creme af, hvis man skal være sammen med en anden, da det ellers kan overføres til dem.
I dit tilfælde tror jeg dog, at det helt automatisk vil blive bedre med tiden, hvis I kan tale om det undervejs og finder måder at være sammen på, der ikke kun afhænger af om du kommer hurtigt. Især her i den første tid i er begyndt at være seksuelt sammen.
Selvom jeg altså ikke tror du har en seksuel dysfunktion, men blot en naturlig reaktion med en ny partner, kan du henvende dig til din egen læge, hvis problemet fortsætter gennem længere tid. Denne vil også kunne henvise dig til en Sexologisk Klinik, hvis det vurderes nødvendigt.
Med venlig hilsen Mikkel Marquardsen, læge og Specialist I Sexologisk Rådgivning