Fakta om psykodynamisk terapi
- Psykodynamisk terapi er en behandlingsform, som kan bruges ved lette depressioner i den akutte fase.
- I den psykodynamiske terapiform lægges man vægt på ubevidste fortrængninger - det vil sige oplevelser, som vi af en eller anden årsag har fortrængt. Teorien er, at selvom hændelserne er fortrængt fortsætter de med at påvirke livet.
- Formålet med psykodynamisk terapi er at hæve disse fortrængninger, så man bliver bevidst om årsagerne til en bestemt adfærd.
Hvad er psykodynamisk terapi?
Psykodynamisk terapi udspringer af psykoanalysen, som Sigmund Freud grundlagde i forrige århundrede.
Terapien lægger stor vægt på ubevidste fortrængninger. Ubevidste fortrængninger er, når vi selektivt glemmer oplysninger og situationer, som vi af forskellige grunde finder pinlige og ubehagelige. De fortrængte oplevelser fortsætter dog ud fra denne synsvinkel med at påvirke vores liv og vores beslutninger.
Formålet med terapien er således at hæve fortrængningerne, hvorved nogle ressourcer bliver frigjort. Terapien arbejder meget med symboler og drømme og foregår almindeligvis over lang tid, det vil sige måske et til flere år. Det almindeligste er samtaler én gang om ugen, men nogle bruger flere gange ugentligt. Den er derfor meget ressourcekrævende. Der er imidlertid inspireret af den oprindelige psykoanalyse udviklet flere mere moderne versioner, hvor det drejer sig om korttidsterapier. Desuden er den Interpersonelle terapi, som blandt andet bruges mod depression stærkt inspireret af den psykoanalytiske psykoterapi.
Fokus er at se på ubevidste motiver, som kan ligge bag vores måder at anskue verden på og vores handlen. For eksempel inddrages fortolkning af forholdet til terapeuten ofte (overføringen).
Hvilke særlige omstændigheder er der ved denne form for psykoterapi?
Det blev ret hurtigt klart, at i sin umodificerede form var der nogle mennesker, der faktisk kunne tage skade af denne terapiform. Nogle mennesker har faktisk ikke godt af at få hævet deres fortrængninger, fordi ubevidst materiale så risikerer at oversvømme deres bevidsthed. Det kan måske ligefrem gøre dem psykotiske, altså sindssyge.
Dette har så medført, at den oprindelige psykoanalyse er blevet videreudviklet med særlige modifikationer. På den måde kan den også bruges til mennesker, der er mere skrøbelige og tættere på psykosen. Det er dog i høj grad en specialistopgave, som kræver meget lang uddannelse og adgang til supervision. Supervision er tæt vejledning fra en mere erfaren kollega, for eksempel i form af afspilning af bånd fra terapitimerne.
En del læger og psykologer er uddannet efter den tradition, og særligt psykiatere og kliniske psykologer er i stand til at håndtere og kende de tilfælde, hvor man kan gøre mere skade end gavn med den form for terapi.
Hvem har gavn af denne form for terapi?
Denne behandlingsform er kun anvendelig til ganske lette depressioner i den akutte fase. Mere dårlige patienter, som for eksempel er plagede af selvbebrejdelser, kan meget nemt blive dårligere under behandlingen. Når den akutte fase er overstået, eventuelt med medicinsk behandling, kan den psykodynamiske terapi have sin plads. Nogle af de nyere modifikationer af denne terapi har i enkelte videnskabelige undersøgelser bevist sin værdi overfor for eksempel depression.
Formålet med psykoanalyse er således ikke lindring af depressionen, men at tilstræbe ændring i de personlighedstræk, som måske var med til at udløse den. Men det kræver, at patienten er motiveret for et længerevarende psykologisk arbejde. Moderne varianter af psykodynamisk terapi har i høj grad bevist sin værdi i behandling af personlighedsforstyrrelser som for eksempel borderline.
Man forsøger med andre ord at gå ind og se på, hvad det er for nogen personlighedstræk, der har gjort, at man reagerede med depression. Derefter forsøger man at lave disse træk om. Det er klart, at dette stiller meget store krav til patienten, og gør, at det er en langvarig behandlingsform. Den vil derfor ikke være aktuel ved det store flertal af deprimerede patienter.
Hvor foregår behandlingen?
Psykodynamisk terapi anvendes en del på de psykiatriske afdelinger landet over. Det er for så vidt logisk nok, fordi man på sådanne afdelinger meget ofte har patienter med meget svære personlighedsmæssige problemer. Desuden er den viden om menneskets sind, som psykiatere og psykologer opnår gennem denne terapiform, også meget vigtig. Denne viden kan komme et meget stort antal patienter til gavn, også selv om de ikke lige selv går i den form for terapi. Endelig anvender et stort antal privatpraktiserende psykologer og psykiatere denne terapiform.