Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Depression

Ophørssymptomer ved antidepressiv medicin

Når man stopper med antidepressiv medicin, kan der komme symptomer som rysten, ufrivillige bevægelser m.m. Læs mere om det her

Opdateret: 6. Maj 2021

Hvad er vigtigt at vide, hvis man ophører med at tage antidepressiv medicin?

Det er vigtigt at vide, hvilke symptomer der kan opstå ved ophør af antidepressive midler. Problemet kan være ubehageligt, men kan dog ikke sammenlignes med de abstinenser, som personer, der er afhængige af heroin eller stesolid-præparaterne, oplever. Specielt abstinenssymptomerne ved brat ophør med stesolid og lignende stoffer er meget ubehagelige og kan endog være særdeles farlige. I værste tilfælde kan man få svære krampeanfald. Sådan er det ikke med antidepressiv medicin. På grund af denne vigtige forskel betegnes symptomerne ved brat afslutning af en antidepressiv medicinsk behandling som ophørssymptomer og ikke abstinenssymptomer. I medierne har man pga. manglende viden sat lighedstegn mellem disse tilstande.

Tilbagefald

Man må også skelne mellem egentlige ophørssymptomer og tilbagefald af den oprindelige sygdom. Hvis man har taget medicin for angst eller depression , risikerer man, at de oprindelige symptomer dukker op igen, når man ophører med behandlingen. Det skyldes, at medicinen ikke helbreder sygdommen, men kun dæmper dens symptomer, mens man selv bliver rask.

Det er meget almindeligt, at der kommer tilbagefald efter behandling af panik-angst med antidepressiva. Det kan vise sig ved indre uro, svimmelhed og nye angstanfald. Heldigvis sker det ikke altid.

Hvor ofte optræder ophørssymptomer ved antidepressiv medicin?

Mange patienter ophører på egen hånd brat med antidepressiv medicin uden problemer. Men ifølge flere undersøgelser kan der optræde symptomer efter brat ophør med medicinen i omkring 30 procent af tilfældene. De fleste af symptomerne er kortvarige og harmløse, men i visse tilfælde kan de være svære og ligefrem kræve behandling. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på dem. Det bedste er naturligvis at forebygge dem.

Hvordan forebygger man ophørssymptomer ved antidepressiv medicin?

Lad det være sagt med det samme - ønsker du ikke at løbe nogen risiko for, at få ubehag ved ophør med antidepressiv medicin, så trap langsomt ud af medicinen i samarbejde med din læge eller psykiater. Med langsomt menes over fire til seks uger eller endnu længere. Så er man på den sikre side. En fordel er også, at dosis nemmere kan øges igen, hvis der skulle komme tilbagefald. Ved udtrapning er det som regel de sidste doser, der volder besvær. Så i starten kan man godt gå hurtigt ned i dosis, for til sidst at gå langsommere frem.

Man må skelne mellem seponeringssymptomer ved ophør med tricykliske antidepressiva (TCA), serotonin re-uptake hæmmerne (SSRI) (også kaldet lykkepillerne), samt monoaminoxidase hæmmere (MAO).

Hvad er de typiske ophørssymtomer ved antidepressiv medicin?

Ophørssymptomer ved de tricykliske antidepressiva

Ved ophør med de tricykliske antidepressiva (TCA) kan følgende symptomer ses:

  • Influenzalignende symptomer med muskelsmerter, kvalme, opkastninger, mavesmerter, hovedpine, sygdoms- og svaghedsfornemmelse. En del af disse symptomer skyldes at TCA hæmmer kolin-receptorerne, som blandt andet styrer mave-tarmkanalen. Når denne hæmning falder væk, kommer der for meget aktivitet i maven.

  • Hjerterytmeforstyrrelser ses i sjældne tilfælde.

  • Ufrivillige bevægelser.

  • Meget livlige drømme, eventuelt mareridt.

Symptomerne begynder inden for en uge efter ophør med pillerne og varer en til to uger.

Ophørssymptomer ved SSRI-præparaterne

Ved ophør med SSRI-præparaterne er abstinenserne meget mildere end dem, der er forårsaget af TCA, men følgende kan ses:

  • rysten på hænderne

  • svedeture

  • indre uro og svimmelhed

  • influenzalignende symptomer (muskelsmerter, tåre- og næseflåd)

  • symptomer fra mavetarmkanalen blandt andet kvalme, opkastning

  • fornemmelse af elektriske stød.

Symptomerne opstår som regel to til tre dage efter ophør af medicineringen. Det er værst på femte dagen og kan i sjældne tilfælde vare op til tre uger. . I enkelte tilfælde længere tid. Der ses ikke sådanne symptomer efter brug af Fontex og andre fluoxetin præparater, fordi de nedbrydes langsomt i kroppen.

Symptomerne er ikke farlige, men kan bestemt være ubehagelige.

Ophørssymptomer ved MAO hæmmere

Endelig skal der ganske kort nævnes seponeringssymptomer ved MAO hæmmere, da disse kan være særdeles alvorlige. Det drejer sig om akutte organiske psykosyndromer (alvorlige forvirringstilstande), udbrud af aggressivitet og hallucinatoriske psykoser. Herudover kan der også ses de ovenfor nævnte symptomer.

Hvordan behandler man ophørssymptomerne ved antidepressiv medicin?

Det bedste er selvfølgelig at forebygge, at symptomerne opstår, det vil sige trappe meget langsomt ned i medicinen. Ofte vil egentlig behandling af symptomerne ikke være nødvendig, da de almindeligvis er ret milde.

Det vil typisk være, når man stopper med den sidste dosis, at de ubehagelige symptomer opstår. Skulle det ske, skal man fortælle sin læge eller psykiater om det for at være sikker på, at det er ophørssymptomer det drejer sig om. Man kan så vælge 1 af tre muligheder:

  • Hvis symptomerne ikke er så slemme, kan man sammen med lægen beslutte at se tiden an. Symptomerne forsvinder typisk efter nogle dage eller uger, men der findes tilfælde, hvor det tager længere tid. I så fald kan man overveje løsning 2:

  • Hvis man ikke kan acceptere at se an, fordi det er for ubehageligt, da at genoptage den sidste dosis, man tog, før man fik problemer. Det vil sige, man skal ikke begynde helt forfra. Derved vil symptomerne typisk forsvinde nærmest med det samme. Hvis de ikke gør det kan det være tilbagevenden af den oprindelige depression eller angst. Som tidligere nævnt vil depressionen typisk indfinde sig nogle uger efter, man er kommet ned under terapeutisk niveau. Det vil som regel være ret let for lægen at skelne mellem ophørssymptomer og depressive symptomer. Derimod kan det være svært at skelne symptomerne fra angstsymptomer. Særligt fordi det ubehag som er forbundet med ophørssymptomer erfaringsmæssigt kan trigge angst.

  • En sidste mulighed er at tage fluoxetin (et SSRI) gennem en uges tid. Dette stof har meget lang halveringstid – det nedbrydes meget langsomt - , det vil sige, at stoffet har en slags ”indbygget aftrapning” og kan derfor afsluttes brat. Har man stadig symptomer er det meget sandsynligt, at det er depressionen, der er vendt tilbage. Det er derfor man skal foretage udtrapningen i samarbejde med lægen, fordi det kan være svært selv at overskue situationen

Det er vigtigt at huske på, at symptomerne på depression som regel er meget forskellige fra de fysiske symptomer, som skyldes ophørssymptomerne. Selvfølgelig kan der være fysiske symptomer (fx smerter osv.) ved en depression, men tristhed, selvbebrejdelser og selvmordstanker ses ikke ved ophørssymptomer, men derved ved tilbagefald af i depressionen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.