En del af livet er at støde ind i sorger og bekymringer, nogle store - andre små.
Mennesker omkring os kan blive ramt af ulykker, sygdom eller død. Vi kan selv blive ramt. Forhold kan være belastende, og de kan gå i stykker. Vores liv kan ændres med et slag, for eksempel hvis vi udsættes for fyringer, indbrud, overfald eller mobning. Når livet pludseligt byder på belastninger, reagerer vi meget forskelligt og helt individuelt. Vi reagerer heller ikke ens fra gang til gang. Reaktionerne afhænger af mange ting:
Hvem der rammes og af hvad.
Hvornår på livets vej man rammes.
Hvilke erfaringer den enkelte gemmer på.
Hvad der ligger af tidligere ubearbejdede oplevelser.
Hvilke mennesker der omgiver den enkelte
Bestemte personlighedstræk og måder at håndtere vanskeligheder på påvirker også hvordan man kommer gennem krisen
I perioder føler vi os stærke og oplever belastninger som udfordringer. I andre perioder føler vi os svage og oplever små belastninger som problemer. Derfor er det udelukkende den enkelte selv, der kan afgøre, om en situation eller begivenhed opleves som en belastning.
Omverdenen kan tilbyde sin omsorg, men det er den enkelte, der afgør, hvornår omsorgen ønskes modtaget.
Vi er i dagligdagen vant til at kontrollere og styre vore følelser og kropslige reaktioner. Derfor er det for nogle mennesker svært at turde give slip og give efter for følelserne, men det er vigtigt at acceptere, at der er ikke én rigtig måde at håndtere kriser på. Kunsten er at finde den, der er rigtigt for én selv. Det foregår også i meget forskelligt tempo for det enkelte menneske. Omgivelserne bør tilbyde hjælp og ”låne øre”, men må også acceptere, at det er den ramte, som bestemmer, hvad han eller hun har brug for. Tidligere troede man for eksempel, at man skulle igennem nogle bestemte faser, hvis man sørgede over en tragisk hændelse. Og hvis man ikke gjorde dette, var det helt galt. Det har imidlertid vist sig, at dette ikke er tilfældet, og at mennesker ikke nødvendigvis gennemløber sådanne stereotype forløb. Nogle gør, men ikke nødvendigvis liniært, men går snarere ind og ud af sorgen og de forskellige faser, således at nogle af dem af og til repeteres. Der findes derfor ikke én rigtig måde at sørge på og ikke ét bestemt forløb, man skal igennem! Tilsvarende skal den professionelle hjælp individualiseres maksimalt.
At turde vise sine følelser er en styrke. Livet mærkes især, når vi tør svinge os ud i følelser, både de glade og de triste
Det er naturligt og sundt at reagere, når livet gør ondt. Det er ikke tegn på svaghed eller begyndende sygdom, men igen er det vigtigt at huske på, at mennesker er forskellige og reagerer forskelligt.
Det er også vigtigt at vide, at det ikke nødvendigvis er en sygdom at reagere på belastninger med forskellige symptomer, som uro, koncentrationsbesvær og søvnproblemer. Det er derfor ikke sikkert, man skal tale med læge eller psykolog, hvis man har været ude for den slags. Der er således en tilbøjelighed i pressen til at forsøge at bilde os ind, at vi ikke kan klare noget selv, men må have professionel hjælp til det mindste. Faktisk har flere undersøgelser vist, at krisehjælp ofte ikke nytter noget, og i flere lande har man derfor opgivet denne form for hjælp. Derimod er almindelig sund fornuft om omsorg i krisen vigtigt. Ikke mindst støtte fra pårørende og kolleger er meget vigtigt. Har man imidlertid udviklet symptomer med blandt andet angst (det der hedder akut belastningsreaktion), er det vist, at et kort forløb med såkaldt kognitiv terapi er virksomt. Men varer symptomerne ved gennem flere uger og hæmmer den normale funktion væsentligt, er det vigtigt, at man taler med sin egen læge og får overblik over situationen. I så fald kan bestemte former for terapi (blandt andet kognitiv terapi) hjælpe.