Den menneskelige hjerne - et netværk af computere?
Vores hjerne består af milliarder af nerveceller. Det, at vi kan tænke, tale og føle, er et resultat af et gigantisk antal elektriske og kemiske processer inde i vores hjerne.
Meget forenklet kan man sige, at vores hjerne er et netværk af meget kraftige computere, som skal arbejde sammen på bestemte måder, for at vi kan fungere.
Ved forskellige psykiske sygdomme, som for eksempel depressioner, kommer der uorden i samarbejdet mellem de forskellige centre. Det gør, at sygdommens virkninger forplanter sig ud i systemet og bliver så gennemgribende, som en psykisk sygdom er.
En depression rammer så forskellige funktioner som vores følelsesliv og tankevirksomhed. Men også meget basale funktioner som appetit, søvn og døgnrytme påvirkes. Desuden forøges produktionen af stresshormon.
I virkeligheden er billedet med computerne en meget grov forenkling. Netværket af samarbejdende centre er i virkeligheden ikke noget statisk - det ændres hele tiden. Vores oplevelser, erfaringer og følelser omprogrammerer hele tiden netværket og flytter også på forbindelserne imellem dem. Nyere undersøgelser viser således, at vi løbende ændrer på nervecellernes forbindelser med hinanden, når vi lærer nye ting. Vi kan som nævnt andetsteds også få nye hjerneceller, der erstatter døde celler.
Transmittersubstanser - de kemiske budbringere
Vi er først så småt begyndt at forstå nogle af disse mekanismer, men der mangler kolossalt megen viden endnu. Når det drejer sig om den enkelte nervecelle, har vi imidlertid en ganske betydelig viden om, hvad der foregår. Alle nerveceller er isolerede fra hinanden - mellem dem løber en elektrisk impuls, som kun kan løbe i en enkelt nervecelles længde. For at impulsen kan bevæge sig, kræver det et kemisk stof, en "budbringer" - den såkaldte transmittersubstans - som bliver frigivet fra nerveenden. Dette kemiske stof bevæger sig igennem den væske, som bader cellerne, og påvirker så den næste nervecelle. Et eksempel på en budbringer er det tidligere nævnte stof, serotonin.
NetDoktorDiagrammet viser to nerveceller, der står i forbindelse med hinanden. Den ene celle har en udløber kaldet et axon, som ligger tæt op ad den anden nervecelles udløber, dendritten. Mellem dendritten og axonet er der en smal spalte, som kaldes en synapse.
Listen over neurotransmittere vokser dag for dag
Ud fra vores kost udvinder kroppen forskellige aminosyrer fra proteiner. Disse aminosyrer transporteres til hjernen, hvor de gennem en række kemiske processer omdannes til forskellige neurotransmittere. Vi kender i dag et meget stort antal af sådanne stoffer, de vigtigste er serotonin, noradrenalin, dopamin, GABA og glutamat.
Listen over neurotransmittere vokser imidlertid dag for dag, så formentligt drejer det sig om i hundredvis af forskellige stoffer, som har hver deres rolle inde i vores hjerne. Hertil kommer, at stoffernes placering i kroppen også har betydning for, hvordan de virker. For eksempel er det sådan, at serotoninsystemet udgår fra nogle celler dybt nede i vores hjerne. Derfra spreder det sig ud til store dele af hjernen, hvor det kontrollerer de forskellige netværksfunktioner. Noget tilsvarende gælder for dopamin og noradrenalin. Det betyder, at effekten af for eksempel serotonin er forskellig, alt efter hvor i hjernen den befinder sig. Det er derfor meget let at forstå, at systemet er umådeligt komplekst.
Hvordan virker neurotransmitteren?
Når nervecellen har fremstillet transmittersubstansen, oplagres den i nogle små blærer, indtil den skal bruges (a). Ved bevægelse af en elektrisk impuls mod enden af axonet frigives stoffet fra disse blærer, spreder sig ud i spalten (b), og noget af stoffet rammer den modstående dendrit. Denne er forsynet med såkaldte receptorer (c). En receptor er et stort, indviklet proteinmolekyle, som kan genkende serotonin meget sikkert, nøjagtigt som en rukonøgle passer i én bestemt lås. Receptoren giver derefter signal videre i dendritten, og den elektriske impuls vandrer eller springer videre.
Systemet bliver endnu mere indviklet, når man tænker på, at der findes forskellige undertyper af receptorer. For tiden kender man for eksempel mere end fem forskellige serotoninreceptorer, som har hver deres virkning.
Når neurotransmitteren har virket, bliver den genoptaget i axonet. Der findes en slags pumpe, som genoptager stoffet, således at det kan fyldes ind i oplagringsblærerne til næste gang, det skal bruges (d). Det bl.a. er denne pumpe, vi kan påvirke med antidepressiv medicin.
Tre forskellige systemer
På nedenstående tegning ses nordadrenalin-, serotonin- og dopaminsystemet og de funktioner, de regulerer inde i vores hjerne.
NetDoktor
Noradrenalin
Nordadrenalinsystemet har betydning for det, der kaldes arousal - det vil sige vores grad af vågenhed. Det har også betydning for angst og irritabilitet, samt hvor meget energi vi har. Endelig har det indflydelse på vores stemningsleje, om vi er deprimerede eller ej. Derudover har det betydning for vores kognition - det vil sige for vores tænkning og hukommelse.
Serotonin
Man mener, at serotoninsystemet har indflydelse på angst, irritabilitet og også på stemningslejet, men at det derudover har nogle særlige funktioner. Forskerne er af den opfattelse, at det har betydning for, hvor impulsive vi er. Det vil sige, at hvis der er lav aktivitet i serotoninsystemet, er vi irritable og impulsive og modsat, når der er høj aktivitet. Som man kan se på tegningen, har det også betydning for vores appetitregulering, reguleringen af vores seksualliv samt for aggressive følelser. Serotonin er et ”antiagressivt” system
Dopamin
Man kan se, at dopaminsystemet lapper betydeligt ind over de to andre systemer - i sig selv regulerer dopamin euphori, altså lystfølelse. Det ved man, fordi mange former for narkotika netop øger frigivelsen af dopamin i bestemte hjerneområder. Det bedste eksempel herpå er kokain, som medfører en intens lykke- eller lystfølelse. Men også andre stimuli, som medfører lystfølelse påvirker dopaminsystemet. Det kan så forskellige ting, som god mad, sex og held i spil. Dopamin bruges også i hjernens såkaldte belønningssystem. Det system som øger sin aktivitet, når vi har gjort noget som vi er glade for eller stolte af, eller fået et godt måltid, når vi var sultne osv.
Følelseslivet kan ikke reduceres til tre systemer
Det skal understreges, at figuren ikke skal forstås på den måde, at vores følelsesliv kan indskrænkes til et spørgsmål om samspillet mellem tre kemiske stoffer. Systemerne er som ovenfor nævnt langt mere indviklede. Desuden er de formentligt også i samspil med nogle helt andre faktorer, som vi ikke kender endnu. Man må antage, at systemet virker på den måde, at hvis man fjerner serotonin fra et menneskes hjerne, vil det hos disponerede individer medføre, at vedkommende bliver deprimeret. Men det virker formentligt også den modsatte vej sådan, at hvis vi bliver deprimerede over en eller anden ulykkelig hændelse, så mindskes serotoninmængden i bestemte steder af hjernen. Serotonin er således påvirkeligt af vores stresshormoner. Det er med andre ord vigtigt at forstå, at modellen er et indviklet samspil med vores øvrige psykiske og sociale liv og ikke kan ses isoleret herfra. Moderne scanningsundersøgelser tyder på, at hvad enten man behandler bestemte psykiske sygdomme med psykoterapi eller med medicin , så medfører begge behandlingsprincipper meget ens forandringer inde i hjernen.
Depression - en ubalance i systemet?
Modellen kan give det indtryk, at der findes tre slags depressioner. En noradrenalin depression, en serotonindepression og en dopamindepression. Så enkelt er det formentligt ikke. En depression er snarere en ubalance et sted i systemet, som man kan påvirke ved at manipulere andre steder. En teori er, at visse af depressionens symptomer skyldes en afsporing af serotoninsystemet, mens andre symptomer snarere skyldes noradrenalinforstyrrelser. Måske er der en bagvedliggende mekanisme, som vi bare ikke kender endnu. Fx spiller stresshormonerne (først og fremmest cortisol) også en væsentligt rolle og påvirker disse systemer, ligesom de påvirker cortisol på en meget indviklet måde. Meget forenklet kan man sige, at langvarig stress udmatter serotoninsystemet, og måske er det en af mekanismerne bag sammenhængen mellem stress og depression.