Det svære valg af terapeut

 Let til moderat depression og ukomplicerede angsttilstande kan behandles med samtalebehandling (psykoterapi). Forskning peger på, at resultaterne er lige så gode som ved medicinsk behandling af disse tilstande. Desuden slipper man for de bivirkninger, som der er ved medicinen.

 Er man gravid, eller ammer man, er fordelene ved psykoterapi endnu større, fordi man ikke risikerer at påvirke sit barn uheldigt med medicin. Endelig kan det, man lærer i forbindelse med en psykoterapi, bruges igen, hvis tilstanden skulle vende tilbage senere. Det har disse sygdomme desværre en tendens til.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilken terapeut man skal vælge. Problemet er, at titlen psykoterapeut ikke er beskyttet på nogen måde, så hvem som helst kan benytte den. Man kan altså ikke være sikker på, hvilke kvalifikationer en tilfældig psykoterapeut har. Jeg har for eksempel af og til været ude for personer, der selv har psykiske problemer, som mener, at de derfor er særligt kvalificerede til at tage syge mennesker i behandling, og som så benytter titlen psykoterapeut.

For at sige det lidt firkantet: Jeg tror, at hvis en bil går i stykker, vil ejeren hellere overlade den til en faglært mekaniker, som ved noget om biler, og ikke bare til en person, som bare selv har haft problemer med sin egen bil! Når det drejer sig om ens helbred, mener jeg derfor, man bør være meget kritisk med, hvem man vælger som terapeut.

Hvilke terapeuter findes der?

Psykiatere

Psykiatere er uddannede læger ved universitetet, som efterfølgende har taget en uddannelse til speciallæge i psykiatri. Det tager omkring 6 år udover lægestudiet. Undervejs i denne specialistuddannelse gennemgår man bl.a. en psykoterapeutisk uddannelse. Reglerne for dette er fastsat af Sundhedsstyrelsen. Nogle psykiatere er mere interesserede i psykofarmakologi, dvs. i medicinsk behandling, mens andre praktiserer psykoterapi.

Psykologer

Psykolog er en beskyttet titel og psykologer kan efter deres universitetsuddannelse videreuddanne sig inden for psykoterapi, hvis de er interesserede i dette. Gennem en del år, har de således kunnet videreuddanne sig på de psykiatriske afdelinger til for eksempel speciallist i psykoterapi. Andre er mere interesserede i udredning af psykiske sygdomme og bliver speciallister i psykopatologi, dvs. i sygdommenes symptomer. Psykologer må ikke behandle med medicin og kan ikke udrede for legemlige sygdomme, som for eksempel giver psykiske symptomer.

Der findes også psykiatriske sygeplejersker, der har taget en psykoterapeutisk uddannelse, ligesom for eksempel nogle praktiserende læger har det.

Hvilken slags terapi skal jeg vælge?

Der findes i alt omkring 400 forskellige slags psykoterapier, så det er en jungle at vælge i, hvis man har brug for hjælp. Kropsterapi, psykodynamisk terapi, NLP-terapi og så videre. Specielt kognitiv terapi og i nogen grad interpersonel psykoterapi har bevist deres værd i videnskabelige undersøgelser. Imidlertid er der også kommet moderne versioner af psykodynamisk terapi i korttidsversioner, som videnskabelige undersøgelser tyder på kan have værdi. Senest har mindfulness og metakognitiv terapi bevidst sit værd i de relativt få videnskabelige undersøgelser, der hidtil er udført.

Hvilke krav skal man stille til sin terapeut?

Hvis jeg skulle vælge terapeut, ville jeg opstille følgende krav:

• Terapeuten skal have en relevant autoriseret uddannelse inden for psykiatri, som ovenfor nævnt.

• At vedkommende har været ansat på en psykiatrisk afdeling er en meget vigtig ting. Det sikrer, at den pågældende er vant til at håndtere også sværere depressioner og angsttilfælde. Det betyder, at hvis terapien ikke går, som den skal, så kan eventuel forværring i tilstanden blive opdaget, og man kan tage de nødvendige forholdsregler. Psykoterapi kan nemlig have bivirkninger. Man kan få forværret til tilstand, der kan dukke selvmordstanker op etc. og det skal en terapeut naturligvis kunne håndtere.

• Jeg ville vælge en terapeut, som er uddannet i kognitiv terapi eller interpersonel psykoterapi. Disse to former for psykoterapi er de bedst undersøgte i videnskabelige undersøgelser.

• Til sværere depressioner og angsttilstande, som heldigvis er noget sjældnere end de lette tilstande, ville jeg vælge en psykiater. Han eller hun er uddannet til at stille diagnosen og behandle disse tilstande på forsvarlig vis. Skulle de for eksempel blive kompliceret af selvmordstanker eller -forsøg, kan psykiateren også tage hånd om det. Medicinsk behandling er ofte nødvendig, og det er en psykiater specialist i.

Man må forvente, at hvis terapeuten ikke føler, han kan gøre noget for én, så vil han eller hun sige det, så man kan finde en anden behandler. Alt andet ville være spild af ressourcer og uetisk.

Nogle psykiatere har specielle sygdomme eller tilstande, som de er særligt interesserede i og har særlig ekspertise i at behandle.

Spørg din egen læge til råds, han kender som regel flere psykiatere og terapeuter i området. Eller ring til et par stykker og drøft det med dem.

Hvad med betalingen?

Endelig er der problemet med finansieringen af ens behandling.

Det er gratis at gå hos psykiater, fordi sygesikringen betaler.

Tilsvarende kan egen læge henvise til visse psykologer ved let til moderat depressionog ved angst. Det betyder, at man får en del af honoraret betalt af den offentlige sygesikring, men der er stadig en egenbetaling. I de tilfælde, hvor depressionen skal behandles med medicin, kan det være en rigtig god ide at kombinere med samtaler hos psykologen, hvis egen læge da ikke selv kan varetage dette. Det er vist i videnskabelige undersøgelser, at denne kombination virker bedre end medicin eller samtaleterapi alene.

Problemet med psykiaterne er, at nok er de gratis at bruge for den enkelte, men der er så få af dem, at de ofte har meget lang ventetid. Man kan ikke vente tre til seks måneder på behandling, hvis man har en depression. Det betyder også, at mange psykiatere føler, at de må prioritere deres tid meget stramt. Derfor kan de ikke yde den service, som de egentlig gerne ville. Sygesikringen lægger også en begrænsning på, hvor mange samtaler man kan få bevilget i et forløb.

Der er imidlertid også andre tilfælde, hvor Sygesikringen har åbnet op for brugen af psykologer. I specielle tilfælde kan man få betalt 60 procent af honoraret til op til 12 konsultationer.

De specielle tilfælde er, hvis du:

• har været offer for røveri, vold eller voldtægt

• har været offer for trafikulykker eller andre ulykker

• er pårørende til alvorligt psykisk syge personer

• er ramt af en alvorlig invaliderende sygdom

• er pårørende til personer, der er ramt af en alvorlig invaliderende sygdom

• er pårørende ved dødsfald

• har forsøgt selvmord

• har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge

• har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb inden de er fyldt 18 år.

Men henvisning skal ske fra egen læge. Henvisningen skal normalt udstedes senest seks måneder efter den begivenhed, der er årsag til henvisningen.

Stil krav til din terapeut!

Konklusionen er, at hvis man skal lægge hoved og pengepung til samtalebehandlinger, bør man stille nogle krav til terapeuten. Det kan selvfølgelig være, at man hen ad vejen bliver nødt til at slække noget på kravene, lige som man skal være bevidst om, at den personlige kemi skal passe. Vi kender alle sammen det, at vi snakker bedre med nogle mennesker end med andre, og sådan er det naturligvis også med terapeuter.