Hvorfor får man depression?
Man ved ikke helt, hvorfor depression opstår, men det er sandsynligvis et komplekst sammensurium af faktorer som biologi, arv og miljø, der ligger bag depression.
For eksempel ved man, at signalstoffet serotonin spiller en rolle i depressionen. Det opdagede man ved en tilfældighed, da man i 1950’erne behandlede forhøjet blodtryk med et stof, der sænkede mængden af serotonin i hjernen. Hos nogle mennesker havde det den bivirkning, at de udviklede depression. Men forklaringen om, at depression skyldes et sænket serotonin-niveau, holder ikke. Den er alt for simpel.
Andre undersøgelser har for eksempel vist, at det samme sker, hvis man sænker niveauet af signalstoffet noradrenalin i hjernen. Men der er også mange mennesker, som ikke udvikler depression på trods af, at de har fået sænket niveauet af serotonin eller noradrenalin af kemisk vej. Derfor er der sandsynligvis også er en genetisk og/eller miljømæssig faktor, der spiller en rolle i, hvorfor man udvikler depression. I alt fald er mekanismerne mere komplicerede end bare for lidt serotonin eller noradrenalin.
Kan depression være et uheldigt samspil mellem miljø og individ?
I moderne psykiatri er man gået bort fra den simple, biokemiske forståelsesmodel. Man ser nu snarere depressionen som udtryk for et uheldigt samspil mellem et sårbart individ og forskellige uheldige livsomstændigheder. Man har for eksempel længe vidst, at depressioner kunne opstå efter belastende omstændigheder såsom dødsfald i familien eller langvarig stress. På den anden side er det heller ikke alle, der oplever den slags belastninger, som bliver deprimerede. Derfor må der være andre ting, der også spiller en rolle. I dag véd vi, at arvelige forhold, forhold omkring opvæksten, legemlige sygdomme og andre legemlige påvirkninger samt aktuelle belastninger i et meget indviklet samspil kan udløse en depression.
Hvilken betydning har opvæksten for udvikling af depression?
Der er flere videnskabelige undersøgelser, som beviser, at forhold under vores opvækst i høj grad kan gøre, at vi senere i vores liv oplever alvorlig behandlingskrævende angst eller depression.
En meget stor amerikansk undersøgelse har således vist, at fysisk og psykisk misbrug af børn medfører en kraftigt forøget risiko for, at de i voksenlivet får depressioner og angst . Dette skyldes formentligt blandt andet, at vi under opvæksten lærer at reagere på belastninger på forskellig vis afhængigt af, hvad vi i øvrigt er udsat for.
Dyreforsøg tyder også på, at vores hjerne simpelthen udvikler sig forskelligt rent fysisk, alt efter om vi vokser op i et stimulerende og trygt miljø, eller om vi vokser op i et utrygt og uforudsigeligt miljø. Vores måde at håndtere stress på i voksenlivet er sandsynligvis meget forskellig alt efter vores opvækstbetingelser. Dette betyder, at det synspunkt, som oprindeligt blev fremført af Sigmund Freud for næsten 100 år siden, hvor han påpegede barndommens betydning for senere psykiske lidelser, har fået støtte fra en uventet kant.
Hvilken sammenhæng er der mellem stress og depression?
På grund af vores opvækst vil hjernens stress-system blive indstillet på forskelligt niveau, som involverer bestemte områder i hjernen. Disse områder er hypofysen, hypothalamus og hippocampus samt stresshormonerne. I forbindelse med belastninger øges mængden af stresshormonet kortisol.
Det er hensigtsmæssigt, hvis belastningen er kortvarig, fordi den koncentrerer organismens indsats mod at overvinde belastningen. Hvis processen imidlertid står på igennem længere tid, kan kortisolhormonet starte en ond spiral. Der sker nemlig en langsom nedbrydning af netop de celler i hjernen, som skulle dæmpe stressreaktionen. Dette betyder, at reguleringen bliver ødelagt, og stressreaktionen fortsætter lang tid efter, at den oprindelige belastning er forsvundet. Den fortsatte stressreaktion påvirker en række andre systemer, herunder serotonin og noradrenalin-systemet, hvorved depressionens symptomer opstår.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en række legemlige sygdomme som for eksempel blodprop i hjernen , samt misbrugsstoffer, på tilsvarende vis kan starte denne onde spiral.
Forskning på området
Moderne forskning tyder på, at vi med alderen får bittesmå karskader i hjernen, som hvis vi er uheldige og de sidder bestemte steder kan påvirke særlige hjerneafsnit og udløse en depression. Disse karskader kan i særlig grad opstå, hvis man ryger, har forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol i blodet.
Det skal dog understreges, at dette fortsat er en teori. Men det er en teori, som underbygges af et stigende antal undersøgelser - dels undersøgelser, hvor man måler mængden af stresshormon i blodet - dels undersøgelser med de såkaldte billeddannende teknikker, hvor man ved hjælp af scannere kan måle aktiviteten i selv meget små hjerneafsnit.
En konsekvens af teorien er, at en depression, der ikke bliver behandlet, og som varer lang tid, måske kan medføre svind af bestemte områder af hjernen (hippocampus). Måske er det det, der forklarer, hvorfor ubehandlede depressioner har en tendens til at vende tilbage i værre og værre skikkelse. Omvendt kan man også sige, at hvis man behandler depressionen, forebygger man i virkeligheden noget, der måske ellers kunne udvikle sig til en hjerneskade.
Det er i den forbindelse umådeligt interessant, at nye undersøgelser har vist, at antidepressiv medicin samt elektrochok-behandling kan betyde, at de hjernecentre, som under depressionen havde svind af celler, kan begynde at danne nye nerveceller. Dette har dansk forskning vist og det er i virkeligheden epokegørende. I over 100 år har man troet, at hjerneceller, der først var forsvundet, ikke kunne gendannes.
Hvordan virker de forskellige behandlinger mod depression?
Modellen forklarer også, hvorfor så forskellige behandlingsprincipper som samtaleterapi, medicin og elektrochok virker. Tilsyneladende sætter man simpelthen ind over for forskellige dele af den ondartede proces, som depressionen udgør.
Ved samtaler lærer man at håndtere stress bedre, med medicin går man ind og mindsker mængden af det skadelige stresshormon, og med elektrochok får man hjernen til at gendanne de nerveceller, der var gået tabt.