Brevkasse

Spørgsmål   Psykiatri

Spørgsmål: Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

Kære Netdoktor

Jeg er en pige på 16 år, som er begyndt at føle mig meget stresset igen.

Det skal siges, at jeg er den typiske stille og pligtopfyldende dygtige pige. Da jeg startede i gymnasiet, var jeg i en klasse, som jeg bare ikke var glad i. Jeg begyndte at være meget stresset, og måtte have aftaler hele tiden, når jeg ikke brugte tid på mine lektier, for at jeg ikke skulle føle, at jeg ikke brugte min tid godt nok.

Jeg græd meget, havde ondt i maven når jeg var på skolen, sov dårligt, var glemsom og kunne blive ked af det pludseligt og uden grund. Jeg endte med at stoppe på gymnasiet, og starte i 10. klasse istedet.

Jeg har altid haft nemt ved skolen og fået gode karakterer, men har altid haft en masse forventninger til mig selv, om hvor godt jeg skal gøre det. Jeg har haft det meget svært ved at jeg stoppede, og ved at lade være med at se det som et nederlag, istedet for noget jeg valgte fra, fordi jeg bare ikke var glad for at gå der.

Det gik så over, men er nu, fire måneder senere, ved at komme tilbage i forbindelse med, at jeg skal søge gymnasie igen, og med at jeg er begyndt at arbejde. Jeg er så bange for ikke at gøre det godt nok, at jeg ikke kan sove.

Alle tankerne kører rundt. Jeg er begyndt at hyperventilere få gange. Når tankerne konstant kører rundt i hovedet, får jeg en følelse af, at jeg bare gerne vil forsvinde, eller kravle ned i et hul, og komme op igen når alle forventningerne er væk.

Hvad kan jeg gøre for at det bliver bedre? Hvordan kan jeg forsøge at gøre, så jeg ikke oplever de samme følelser, når jeg starter i gymnasiet igen til sommer? Hvad kan jeg gøre for, at jeg ikke sætte så høje forventninger til mig selv hele tiden?

Med venlig hilsen

En spørger

Svar:

Kære Spørger

Tak for din mail.

Du fortæller, at du har en masse tanker og forventninger til dig selv, og at disse er blevet aktiveret i forbindelse med, at du meldte dig ud af gymnasiet, og gik tilbage til folkeskolen, og nu skal til at søge ind på gymnasiet igen.

Tankerne er så udtalte at det forstyrrer din nattesøvn, og det hele påvirker dit humør. Hvis man forventer af sig selv at man skal "performe" 120 procent syv dage om ugen, ja, så stiller man sig selv en umulig opgave. Der er ingen af os, som yder vort aller-aller-bedste hver eneste dag, så det skal du heller ikke forvente af dig selv.

Du skriver, at du altid har haft nemt ved arbejdet og lektierne i skolen. Det er jo dejligt for dig, men det er naturligvis klart, at når man starter i gymnasiet, så skal man gøre sig umage, for niveauet er højere på de gymnasiale uddannelser end i folkeskolen. Så hvis du i folkeskolen er vant til at være blandt den bedste trediedel, ja, så kommer du i gymnasiet sammen med andre elever, der er lige så dygtige, og så er du måske ikke automatisk blandt de elever, der får de bedste karakterer.

Dette betyder jo, at man skal lave en del hjemmearbejde, men omvendt skal man også begrænse hjemmearbejdet og huske at holde fri - og holde fri uden at tænke på hjemmearbejdet.

Mange finder hjælp i en fast struktur; for eksempel hvor man laver lektier fra man kommer hjem og indtil klokken 18, spiser aftensmad og så lige laver en times lektier fra klokken 19 til 20, hvorefter man kan slappe af, se film, hygge sig med veninderne. En tilsvarende plan kan man have for weekenden, hvor man laver lektier om formiddagen, og til midt på eftermiddagen, eksempelvis klokken 15. Hvis man har et fast skema, er man fri for hele tiden at tænke på, om man nu har gjort det godt nok og om man har arbejdet længe nok.

Når du går i seng om aftenen, så prøv at lave mindfulnessøvelser. Find en applikation til din telefon med øvelser og så brug fem til ti minutter på at lytte til mindfulnessøvelserne, når du har slukket lyset, og skal til at sove. Du vil nok opleve, at disse øvelser hjælper dig til at tømme bevidstheden for de mange tanker.

For såvidt angår dine mange forventninger til dig selv, så har jeg på fornemmelsen, at du måske kunne arbejde lidt med din selvtillid. Helt konkret vil jeg anbefale dig at logge på bibliotekernes hjemmeside (www.bibliotek.dk) og reservere Melanie Fennells bog "At overvinde lavt selvværd".

Det er en praktisk og pragmatisk selvhjælpsguide baseret på kognitive teknikker til gavn for mennesker med selvværdsproblemer. Alternativt kan du købe bogen, den koster knap 300 kroner. Jeg tror, at du vil finde stor hjælp i bogen. God arbejds- og læselyst.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er trappet ud af mine lykkepiller - er det årsagen til mit ubehag?

2028-11-20 | 00:00

Hvorfor er jeg blevet følelseskold?

2025-07-13 | 00:00

Har jeg en fødselsdepression?

2024-04-20 | 00:00

Har jeg en depression?

2020-11-7 | 13:52

Jeg tror jeg lider af socialfobi. Hvad er mine muligheder for at komme af med denne?

2021-11-20 | 00:00

Skal jeg tage kontakt til min bror?

2020-09-25 | 22:20

Ketamin mod depression?

2020-05-2 | 18:03

Er jeg blevet skadet permanent af hash?

2018-11-15 | 22:40

Lyst til sex efter depression?

2018-09-7 | 23:39

Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

2018-07-23 | 14:10

Jeg vil stoppe med smertestillende, hvordan gør jeg?

2018-02-1 | 02:41

Jeg døjer med mange grimme tanker. Hvad gør jeg?

2017-01-4 | 21:42

Hvorfor er jeg ikke tilfreds med mit gode liv?

2017-11-9 | 10:05

Hvordan håndterer jeg mit præstationspres?

2014-04-13 | 00:00

Lider jeg af angst?

2014-04-13 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.