Fakta om vægttabsmedicin
Vægttabsmedicin er lægemidler, der kan bruges til at behandle svær overvægt.
Vægttabsmedicin er receptpligtig medicin, og det er vigtigt, at man taler med sin læge om medicinsk overvægtsbehandling.
Der findes mange forskellige typer vægttabsmedicin. Nogle typer nedsætter appetitten og andre øger forbrændingen.
Vægttabsmedicin skal suppleres med til livsstilsændringer i form af sund kost og motion for at opnå et optimalt sundt vægttab med bevaret muskelmasse.
Vis mindre
Vægttabsmedicin bruges til behandling af svær overvægt.
Vægttabsmedicin er receptpligtig, og man skal derfor have det ordineret gennem sin praktiserende læge.
Der findes mange andre midler, der sælges for deres påståede slankende effekt. Disse midler sælges overvejende via nettet og er registreret som kosttilskud og medicinsk udstyr, og derfor ikke undersøgt så grundigt som receptpligtigt medicin – eller slet ikke undersøgt – for deres vægttabseffekt eller bivirkninger. Artiklen har ikke fokus på disse produkter – i det følgende gennemgås kun den receptpligtige vægttabsmedicins effekter og bivirkninger.
Hvilke typer vægttabsmedicin findes der?
Der findes flere typer lægemidler, der gives som supplement til kost- og livsstilsomlægning som del af behandling af overvægt og svær overvægt.
Ud fra virkningsmekanismen kan vægttabsmedicin inddeles i forskellige grupper:
Midler der nedsætter appetitten (nedsætter energiindtaget)
Midler der nedsætter optagelsen af ernæringsstofferne fra tarmen
Midler der øger forbrændingen
Ofte er det meget vanskeligt at gruppere lægemidlerne, da deres virkningsmekanisme ikke er helt afklaret. Derudover kan et givent lægemiddel have forskellige virkningsmekanismer.
De mest effektive lægemidler er baseret på tarmhormonet GLP-1, der frisættes når vi spiser. GLP-1 benyttes også til at behandle personer med type 2 diabetes , da hormonet stimulerer frisætningen af insulin, men ikke ved normal/lavt blodsukker. GLP-1 forsinker tømningen af mavesækken under et måltid, hvilket forklarer nogen af bivirkninger, specielt i starten af behandlingen. GLP-1 hæmmer appetitten, hvilket forklarer den nedsatte kalorieindtagelse og vægttabet.
Lægemidler der bruges til medicinsk behandling af overvægt i Danmark (2024)
Semaglutid
Medicin med semaglutid doseres én gang om uge som injektion.
For at undgå bivirkninger startes med 0.25 mg om ugen i 4 uger, der øges til 0,5 mg ugentligt i 4 uger, herefter optrappes til 1.0 mg om ugen, eventuelt til 1.7 mg og 2.4 mg om ugen. For hver dosis findes en specifik pen, der giver den korrekte dosis. Ved bivirkninger (se nedenfor) reduceres dosis i nogle uger, hvorefter der kan forsøges optrapning af dosis.
Virkning:
Virker ved at hæmme appetitten, derved spises mindre og man taber i vægt. Semaglutid beskytter også mod hjertekarsygdom og type 2-diabetes .
Vægttab:
I gennemsnit kan forventes et vægttab på mellem 13-15 % , alt afhængig af de samtidige ændringer i livsstil. Når behandlingen slutter, vil de fleste tage på i vægt igen.
Bivirkninger:
Kvalme, eventuelt opkastninger og forstoppelse eventuelt diarre .
Lavt blodsukker og træthed er meget sjældent forekommende. Bivirkninger er mest udtalte i starten og under optrapning af dosis og er ofte forbigående.
Tirzepatid
Medicin med tirzepatid er sammensat af to tarmhormoner GLP -1 og GIP, der normalt frisættes fra tarmkanalen. Medicin med tirzepatid doseres som en injektion i underhuden én gang om ugen.
Startdosis er 2,5 mg ugentligt i 4 uger, der optrappes til 5 mg ugentligt. Evt. øget dosis besluttes i samråd med lægen. I de fleste studier har maksimal dosis været 15 mg ugentligt. Hver injektion benytter en ny pen.
Virkning:
Virkningen af tirzepatid er kun delvis forstået. GLP-1 delen hæmmer appetitten og er meget effektiv hertil. GIP-delen af virkningen øger formentligt effekten af GLP-1 i kroppen, samt reducerer risikoen for de bivírkninger, som ovenfor beskrevet under Semaglutid. Derved kan benyttes større doser af GLP-1.
Tirzepatid beskytter mod type 2 diabetes og mange andre af de sygdomme der er associeret til overvægt, f.eks. søvnapnø , og smerter fra slidgigt i vægtbærende led og ryg. De store vægttab øger også den fysiske bevægeligheden og livskvaliteten.
Vægttab:
Medicin med tirzepatid er det mest effektive lægemiddel, vi aktuelt har til behandling af overvægt. Vægttabet er omkring 13-15 % af kropsvægten på 5 mg, omkring 18-20% af kropsvægten på 10 mg og 20 -23% af kropsvægten på 15 mg . I praksis skal man regne med at det tager 1.5 til 2 år at tabe omkring 20 % i vægt. Når behandlingen stopper vil de fleste tage på i vægt. Halveringstiden er cirka 1 uge, og efter 5 uger er tirzepatide ude af kroppen
Bivirkninger:
Mavesmerter
Lavt blodsukker
Diarré
Forstoppelse
Kvalme og opkastning,
Bivirkninger er mest udtalt under optrapning af doser, men er ofte forbigående.
Orlistat
120 mg x 3 dagligt, tages til hovedmåltiderne
Virkning:
Orlistat hæmmer nogle af de enzymer, som nedbryder fedt fra vores kost. Herved mindskes optagelsen af fedt fra tarmen, og fedtet udskilles i stedet uomdannet med afføringen. Sammen med medicinen er det vigtigt med en fedtfattig kost, da der ellers kan opstå "fedtdiarré".
Vægttab:
2,5-3,5 kg efter 1 års behandling.
Bivirkninger:
Diarre, rumlen i maven og tendens til at prutte meget. Nedsat optagelse af vitaminer kan sjældent forekomme.
Bupropion/naltrexon
1 tablet dagligt, optrappet over 4 uger til 2 tabletter x 2 dagligt
Virkning:
Bupropion/naltrexon virker primært appetitnedsættende.
Vægttab:
4-5 kg efter 1 års behandling
Bivirkninger:
De almindeligste bivirkninger er kvalme, hovedpine, forstoppelse og opkastning. Da medikamentet består at to tidligere kendte og anvendte stoffer – et antidepressivt middel og et stof der blokker morfinvirkningen, er der en del personer, der ikke bør behandles med dette stof mest relateret til psykiske sygdomme (se medicin.dk).
Liraglutid
0,6 mg som én daglig injektion, optrappes via 1.2 mg, 1.8 mg, 2.4 mg over 4 uger til 3 mg
Virkning:
Liraglutid er en GLP-1-receptor agonist, og øger mæthedsfornemmelsen, så den primære effekt er at reducere appetitten og derved spises mindre.
Vægttab:
Ca. 6 - 8 kg efter 1 års behandling
Bivirkninger:
En del oplever bivirkninger i form af diarré, kvalme, forstoppelse og opkastning, der ofte er forbigående.
Brugen af liraglutid er faldet drastisk efter, at det mere effektive semaglutid er kommet på markedet.
Amfepramon
Virkning:
Amfepramon nedsætter appetitten og øger forbrændingen. Amfepramon kan give afhængighedsproblemer og på grund af den sparsomme dokumentation af virkning og bivirkning anbefales det ikke at benytte Amfepramon i mere end 3 måneder.
Vægttab:
1-2 kg vægttab efter 3 måneders behandling . Behandlingseffekt og bivirkninger er ikke undersøgt på længere sigt.
Bivirkninger:
Alle præparaterne er receptpligtige, men Orlistat findes i en lavere dosis (60 mg) som håndkøbspræparat.
De fleste vægttabsmidler gives som injektion. Dosis varierer fra præparat til præparat. Foto: IStock.com
Hvor effektiv er vægttabsmedicin?
Vægttabsmedicin skal altid tages som supplement til livsstilsændringer, som kan være kostomlægning med færre kalorier (energi-reduceret kost) og øget fysisk aktivitet. Midler mod overvægt kan således være med til at starte et vægttab og vedligeholde et vægttab og øge motivationen til at holde fast i livsstilsændringer, som er meget vigtige når dosis af vægttabsmedicin reduceres eller stoppes.
Læs mere: Vægttab på en effektiv og sund måde
Afhængig af, hvilken type medicin du tager, vil medicinen typisk give dig et ekstra vægttab på 2-20 kg med en udgangsvægt omkring de 100 kg. De angivne vægttab er gennemsnitstal. Nogle vil tabe meget mere, andre vil slet ikke tabe sig, så der er megen stor individuel forskel på, hvordan man reagerer på den medicinske behandling.
De fleste præparater giver effekt inden for uger. Hvis man ikke har tabt mere end 3-5 procent af sin vægt efter 3 måneders behandling, bør man ophøre med behandlingen, da den formentlig ikke virker på en.
Hvis man er meget svært overvægtig , og vægttab ikke rigtig er lykkedes med supplerende medicinsk behandling, kan man tale med sin læge om eventuelt kirurgisk behandling af den svære overvægt.
Læs mere: Operation for svær overvægt
Hvor længe må man tage vægttabsmedicin?
Amfepramon bør ikke benyttes i mere end 3 måneder på grund den sparsomme dokumentation af virkning og bivirkning. For de andre præparater anbefales det, at man maksimalt tager dem det antal år, de kliniske forsøg har varet – dvs. 2-3 år, for semaglutid op til 4 år.
Når du holder op med at tage medicinen, ophører virkningen, og vægten vil sædvanligvis stige igen, så måske ikke overraskende virker medicinen, der skal give vægttab kun, mens den tages. Selv mindre vægttab virker motiverende og vil også gøre det nemmere for personen at øge den fysiske aktivitet, som er en vigtig del af vægtvedligeholdelsen.
Et omdiskuteret problem aktuelt er, hvordan vi på længere sigt skal behandle overvægten når den medicinske behandling stoppes. En mulighed er at genoptage behandlingen ved vægtstigning, en anden mulighed er forsøge at reducere dosis af semaglutid eller tirzepatid med henblik på at vægttabet kan vedligeholdes på en lille dosis.
Hvem kan få vægttabsmedicin?
Medicinsk behandling af overvægt hos voksne kan gives til personer med svær overvægt, hvilket udregnes i forhold til Body Mass Index (BMI).
Vægttabsmedicin kan således gives til personer med:
Eller
BMI over 27 med andre sygdomme som er relateret til overvægt, eksempelvis diabetes, hjerte-kar-sygdom, søvnapnø, svær slidgigt m.fl.
Beregn dit BMI
Der er forskellige forsigtighedsregler for de forskellige typer af medicin, hvilket er noget, lægen vil vurdere, når vedkommende udskriver medicinen. Der er ikke et fast krav om, at man skal opnå et bestemt vægttab, men hvis man ikke opnår vægttab på cirka 5 procent inden for de første tre måneder, giver det ofte ikke mening at fortsætte med medicinen.
Medicinsk behandling skal altid gives sammen med anvisninger til, hvordan man kan ændre sin livsstil, så man begynder at spise sundere og få mere motion. Lægen kan henvise til en diætist eller et forløb i kommunalt regi, hvis der findes et sådant. Tilbuddene er dog forskellige fra kommune til kommune. Motion er vigtigt for at bevare muskel- og knoglemassen under vægttab. Normalt anbefales omkring 30 minutters motion 3-5 gange om ugen. Styrketræning kan også anbefales.
Der er ikke tilskud til vægtreducerende medicin i Danmark. Enkelttilskud kan søges, men er erfaringsmæssigt meget vanskeligt at opnå.
Effekten af vægttab på forskellige sygdomme
Et vægttab på 5 % beskytter mod diabetes, men optimalt skal opnås et vægttab på over 10 % for, at det beskytter mod hjertekarsygdom, reducerer dødeligheden og har markant effekt på smerter fra vægtbærende led og ryg samt øger det fysiske velbefindende og fysiske bevægelighed. Ved et vægttab på over 15 % vil mange med type 2 diabetes opleve at diabeten forsvinder (remission af diabeten).
Semaglutid har en specifik effekt på hjertekarsygdom, der går ud over vægttabet, og det er vist over en 4-års periode at reducere risikoen for hjertekarsygdom med omkring 20 %. Semaglutid og tirzepatid reducerer markant risikoen for at udvikle type 2 diabetes.
Hvilke bivirkninger er der ved vægttabsmedicin?
Der er ingen typiske bivirkninger ved vægttabsmedicin, da bivirkningerne er helt afhængige af det individuelle stof, der anvendes. De midler, der er receptpligtige, er i dag velundersøgte - også med henblik på bivirkninger. Så hvis man overholder de forsigtighedsregler, der er gældende for hvert af stofferne, og det vil sædvanligvis ske i forbindelse med samtale med egen læge, er der meget begrænsede alvorlige bivirkninger med disse stoffer.
Amfepramon anbefales ikke til behandling i længere tid end 3 måneder. I relation til graviditet anbefales det, at behandling med semaglutid, tirzepatid og liraglutid er stoppet mindst 2 måneder før graviditet. Risikoen for medfødte misdannelser under behandling med disse lægemidler er kun dårligt belyst på grund af manglende studier.
Status og fremtiden
Der forskes aktuelt meget i forskellige lægemidler til behandling af svær overvægt, og i løbet af de næste 5 år vil vi formentlig have lægemidler der kan give et vægttab på op til 25-30 %. De er alle baseret på hormonet GLP-1 i kombination med et eller to andre hormoner. Semaglutid findes i dag som en tablet til behandling af type 2 diabetes, men er vist i større doser at medføre et vægttab på omkring 15 %. Flere firmaer har GLP-1 baserede tabletter på vej til behandling af overvægt.
"Slankepiller" på nettet
Der findes mange andre midler, der sælges for deres påståede slankende effekt. Disse midler sælges overvejende via nettet og er registreret som kosttilskud og medicinsk udstyr, og de er derfor ikke undersøgt så grundigt som receptpligtigt medicin – eller slet ikke undersøgt – for deres vægttabseffekt eller bivirkninger.
Gennem de sidste 20-30 år er der lavet flere gennemgange af ikke-receptpligtig såkaldt slankemedicin både herhjemme og i udlandet, og grundlæggende har man ikke dokumenteret reel vægttabsvirkning af disse midler – men nogle med potentielle bivirkninger. De midler, der generelt findes på nettet i dag, er stort set med de samme indholdsstoffer som dengang - blot med nye navne. Det frarådes derfor at købe sådanne midler på nettet.