Tak for dit tilsendte spørgsmål.
Jeg kan forstå på dig, at du har fået konstateret en knude i skjoldbruskkirtelen og at denne er kold. For udenforstående betyder dette, at du i din skjoldbruskkirtel har et område, der ikke optager jod i forbindelse med den undersøgelse, der hedder en thyreoidea-skintigrafi (en slags fotografi af skjoldbryskkirtelen).
Dette betyder, at der i din skjoldbryskkirtel er et område, der ikke laver skjoldbryskkirtelhormon. Som regel er dette forårsaget af godartede forandringer, der principielt ikke nødvendigvis behøver nogen behandling. Det er lidt med forskel, hvordan man griber en sådan situation an i de forskellige dele af landet.
Nogle steder (de fleste) udfører man en ultralydsundersøgelse, hvor man tage en vævsprøve fra området i skjoldbruskkirtelen. Hvis de celler man får ud ikke viser tegn til ondartede forandringer, vil man ikke nødvendigvis foretage sig yderligere, hvis knuden ikke er generende.
I fald man ikke med sikkerhed kan udelukke en ondartet knude (og naturligvis hvis man ved, at den er ondartet), vil man som regel tilråde en operation, så knuden bliver fjernet. I forbindelse med operationen og efter, vil man så undersøge knuden i et mikroskop for med sikkerhed at finde ud af, om den er god- eller ondartet.
Hvor stor risiko der er for at din knude er ondartet afhænger af mange forskellige ting, men det er forholdsvis sjældent at en knude er ondartet og umiddelbart synes jeg din historie tyder mest på at det er godartede forandringer.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, hvor der foretages det, der hedder et kravesnit. Herved frilægges skjoldbryskkirtelen, og man vil i tilfældet med en kold knude ofte kun fjerne selve knude eller måske halvdelen af skjoldbryskkirtelen. Hvis kirtlen i forvejen er let forstørret er det muligt, at man vil fjerne lidt at kirtlen på begge sider, hvis der er kosmetiske gener eller tryksymptomer.
Det er heldigvis forholdsvis sjældent, at der ses komplikationer til operationen. Man kan som ved alle andre operationer opleve blødning og infektion efter operationen. Ellers er de komplikationer man altid oplyser om, komplikationer i form af:
1) for lavt stofskifte (hvis man fjerne for meget væv)
2) for lavt kalkindhold i blodet (hvis man har fået fjernet biskjoldbruskkirtlerne) og
3) hæshed forårsaget af en nervelæsion (en nerve der har betydning for bevægelsen af stemmelæberne).
Heldigvis er det sjældent, at disse komplikationer sker.
Hvor lang tid der går, inden du kan blive set af en speciellæge, er det umuligt for mig at vurdere. Det kommer helt an på, hvor du er bosiddende i landet. På min egen afdeling er ventetiden afhængig af hvad man fejler. I dit tilfælde vil jeg tror, at du ville blive set på i løbet af mindre end 1-2 måneder.
Håber at mit svar har været fyldestgørende.
Med venlig hilsen
Jan Erik Henriksen, Endokrinolog