Brevkasse

Spørgsmål   Øre, næse og hals

Spørgsmål: Har jeg kræft i min bitestikel?

Kære Netdoktor,

Jeg er en mand på 28 år, der har oplevet lidt forskellige ting med min ene testikel .

For lidt over et år siden var jeg til scanning for at finde ud af, hvorfor jeg var øm i den venstre testikel. Da fik jeg at vide, at jeg havde lidt ekstra vand i min venstre bitestikel.

I starten af april i år fandt jeg en hård knude på den venstre testikel og gik til lægen. Min læge kunne ikke finde knuden, så jeg kom til scanning igen, hvor de fandt vandbrok . De så også, at der stadig var lidt ekstra vand i min venstre bitestikel.

Efter disse oplevelser er jeg begyndt at holde ekstra meget øje med mine testikler, og for lidt over en måned siden fandt jeg så en hård knude i min venste bitestikel, oppe i toppen. Denne knude kunne jeg kun finde ved at trykke ned på bitestiklen. Jeg er sikker på, at den sidder i min bitestikel. Jeg tænker også på, om den muligvis kan sidde på selve testiklen under min bitestikel, og jeg så kan mærke den gennem min bistestikel?

Jeg kom op til en ny læge, da min egen læge havde ferie. Lægen kunne ikke finde knuden men kunne konstatere, at strukturerne på testiklerne så fine ud. Han sagde endvidere, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget om mine bitestikler, da det var bløddele.

Der er nu gået lidt over en måned siden, jeg sidst mærkede på min bistestikel, og jeg har ikke kunnet mærke nogle mærkbare forandringer. Muligvis har knuden ændret sig lidt, men det vil i så fald være så lidt, at jeg dårligt har kunnet mærke det. Jeg tænker, at hvis der er gået en måned, så burde jeg tydeligt kunne mærke en forskel, hvis der var noget der var farligt?

Jeg har efterfølgende mærket et par andre små hårde strukturer (knuder) i min bitestikel, og jeg kunne godt tænke mig at vide, om jeg overhovedet skal bruge tid på at mærke på min bitestikel, eller om det er i realiteten er unødvendigt?

Jeg har læst flere steder på nettet, at man skal mærke på sin bitestikel, men der står ikke noget om, at man kan få kræft i sin bitestikel. Som sagt var jeg til scanning i starten af april, og der ved jeg, at lægen har scannet min bitestikel. Hvor lang tid gælder denne scanning af bitestiklen? Hvis man er blevet scannet, skal man så ikke bekymre sig om noget i et halvt eller et helt år frem?

På fohånd tak for svaret.

Med venlig hilsen

En spørger

Svar:

Kære Spørger,

En mand i din alder skal principielt være opmærksom på, om han udvikler en knude i selve testiklen, fordi kræft i testiklerne overvejende er den unge mands sygdom.

Når hverken du eller din læge har kunnet føle en knude, og når en ultralydsscanning af testiklerne er normal, så har du ikke kræft i testiklerne .

Du kan ikke føle en knude i testiklen gennem din bitestikel. Jeg forstår ikke udtrykket ”lidt vand i bitestiklen”. Man kan i bitestiklen få små cyster (vandblærer). På dette sted kaldes de for sædbrok, men efter at have opereret mange gennem et langt kirurgliv, har jeg vist kun set egentlige sædbrok 2-4 gange. Efter min erfaring ses de netop som små vandblærer. De er helt uden betydning, men enkelte mænd generes af dem, især hvis de bliver op mod 1 cm i størrelse eller mere, og så kan det være nødvendigt at fjerne disse cyster. Langt overvejende skal man lade dem sidde, for ved en operation gør man lidt skade, og nogle mænd generes så af følger til operationen resten af livet.

De nævnte cyster er ufarlige, og ja hvis der virkelig var noget farligt, så ville det blive tydeligere og tydeligere at føle. Helt overvejende får man aldrig kræft i bitestiklerne. Meget sjældent – og jeg vil understrege meget sjældent - kan der opstå kræft i strukturerne i sædstrengen tæt på bitestiklen. Efter 35-40 år i faget har jeg nok kun set 5 tilfælde. I disse tilfælde var det let for patienten at se og føle, at noget var galt.

Du behøver ikke bekymre dig om dine bitestikler. Helt generelt er det ”værste”, mænd kan fejle i bitestiklerne, betændelse . Og det vil aldrig undgå din opmærksomhed, så heller ikke af den grund behøver du at føle så meget efter.

Man kan ikke sige, at en scanning gælder så og så længe. Fordi vi kan frifinde en given patient i dag, kan vi jo ikke garantere, at han ikke senere vil udvikle en sygdom. Hvis mistanken alene går på kræft i testiklen, vil jeg påstå, at der da i hvert fald ikke er fare på færde de første par år. Som hovedregel får mænd ikke scannet deres testikler – mine er aldrig blevet scannede – og alligevel opdages den relativt sjældne testikelkræft ” til tiden”, fordi manden selv føler en knude og så går til læge. Så jeg synes, du skal tage det helt roligt. Du er blevet undersøgt. Du fejler ikke noget i testiklerne. Føl efter engang imellem med 3-6 måneders mellemrum og nyd ellers livet.

Til sidst noget lidt andet: Der er altid lidt vand omkring testiklen. Hvis der kommer meget vand, taler vi om vandbrok (på lægelatin er diagnosen ” hydrocele testis ”). Hvis man har vand i cyster i sædstrengen hedder det ”hydrocele funiculi”, men overraskende ofte benævner røntgenlæger sådanne forandringer som ”spermatocele”, men det er ellers benævnelsen for netop cyster inde i bitestiklerne – de ovennævnte sædbrok. Alt dette – kan du forstå – har mest betydning for læger, og jeg nævner det kun, hvis der nu virkelig er læger eller lægestuderende, der læser dette svar.

Jeg håber, at svaret er tilstrækkelig udtømmende. Husk: Du er rask!

Med venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller,

Speciallæge i urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Kan problemer med tænderne forsage tinnitus?

2023-01-6 | 23:54

Jeg har dårlig ånde, og jeg tror det kommer fra mine mandler. Hvad er det?

2022-04-20 | 00:00

Jeg brækkede min næse for år tilbage, og min vejrtrækning er siden blevet meget besværet. Skal jeg opereres, og skal jeg selv betale?

2021-11-20 | 00:00

Kan en stoppet næse give mig hjerneskader?

2021-04-12 | 11:34

Kan man få rettet sin næse?

2019-10-12 | 23:04

Hvad er åbentstående eustakisk rør?

2019-04-9 | 16:26

Flyvning giver ondt i øret?

2018-12-11 | 16:10

Konstante propper i ørene. Hvad gør jeg?

2018-04-27 | 16:09

Mistet lugte- og smags-sans.

2018-04-1 | 10:26

Trykken for ørene, har jeg sprængt trommehinden?

2017-11-9 | 19:58

Hvad gør man ved næseblod?

2017-12-11 | 14:02

Må jeg fjerne mine mandelpropper?

2017-12-22 | 14:24

Hvordan trykudligner man?

2014-02-28 | 00:00

Hvorfor har jeg svie og kløe i øret?

2013-11-8 | 00:00

Kan min trommehinde være sprunget?

2013-09-8 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.