En tur ud i det heftige efterårs-blæsevejr kan medføre, at sandkorn eller eller støv får sat sig fast i øjet.
De fleste har prøvet at få noget i øjet. Fornemmelsen af, at der sidder noget i øjet, som ikke burde være der, kan være meget generende. Ofte kan fornemmelsen også vare ved i en rum tid efter, at man har fjernet objektet i øjet.
Når noget, som ikke bør være der, får sat sig fast i øjet, vil det ofte give overfladiske ridser eller hævelser på øjet. Øjets overflade er meget følsom, og derfor vil de små ridser og hævelser give irritation eller smerte.
Læs også: Tørre øjne
Det kan du gøre selv
Ofte vil et sand- eller støvkorn forsvinde af sig selv, fordi vi blinker det ud, eller det ryger ud med tårerne. Hvis du har fået noget i øjet, der ikke forsvinder af sig selv, er der heldigvis nogle ting, du kan gøre selv.
Du kan skylle øjet med øjenbadevand, som kan fås på recept. Øjenbadevand er mildere ved øjets overflade end almindeligt vand.Hvis man ikke kan få fat i øjenbadevand, kan man bruge vand fra hanen. Det er dog vigtigt, at vandet er kogt og afkølet, inden man kommer det i øjet.
Hvis du mistænker, at der er gået hul på øjets overflade, er det vigtigt, at du ikke gnider, trykker eller skyller øjet. Dette vil kun gøre det værre. Her bør du i stedet kontakte din læge.Du bør også kontakte din læge, hvis du har fået brændt noget fast i øjet i forbindelse med arbejde, for eksempel ved svejsearbejde.
Søg læge hvis...
-
Du har fået noget i øjet, som du ikke selv kan skylle ud. Du bør ikke selv prøve at fjerne det. Så kan du risikere at gøre yderligere skade på øjet.
-
Tag til lægen, hvis du er i tvivl om, hvor alvorlige dine symptomer er. Mange øjenskader kan opstå, hvis symptomerne ikke behandles i tide.
-
Du mistænker, at der er gået hul på øjets overflade. Symptomerne her kan være sløret syn og smerter.
-
Det bliver værre i dagene efter.
Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors
privatlivspolitik
.
Pas på øjnene
De fleste kommer til at opleve at få noget i øjet, hvad end det er sand, insekter, øjenvipper eller kontaktlinser. Men hvis du gerne vil prøve at forebygge, kan det være en god ide at bruge solbriller, når du for eksempel er ved stranden, hvor der er meget sand. Solbrillerne kan fungere som øjenbeskyttelse.
Solbriller eller almindelige briller er også en god ide, hvis du kører på cykel. De kan forhindre små dyr, støv eller sand i at blæse ind i øjet, når man kører i høj fart.
Det er også en god ide at være opmærksom på, at du har rene hænder, hvis du skal gnide dig i øjnene.
Hvis du arbejder med ting, der nemt kan komme i øjet, for eksempel svejsearbejde eller arbejde med slagværktøj, hvor spåner kan ramme øjet, kan du bruge øjenværn, når det er relevant. På den måde kan du beskytte øjnene mod gnister, metal- og træspåner og andre fremmedlegemer.
Kilder: Netdoktors egen artikel Fremmedlegemer i øjet