Hej NetDoktor
Jeg har haft skinnebensbetændelse i 3 perioder siden november 2016. Lige nu har jeg haft skinnebensbetændelse i næsten 6 måneder i træk. Første gang fik jeg skinnebensbetændelse, fordi jeg i forbindelse med kunstskøjteløb øvede et spring på gulvet, som man laver på isen. Man kan blive bedre til det ved at øve det på gulvet, men problemet er, at man jo ikke glider som på isen, så i stedet for vred jeg mit skinneben udad hver gang jeg gjorde det. Skinnebensbetændelsen gik umiddelbart helt væk, men kom tilbage efter 4 måneder, fordi jeg løb for meget for pludseligt. Igen gik det væk, men kom tilbage efter 7 måneder, fordi jeg fik nogle indlægssåler, da jeg havde fået ondt i storetæerne.
Jeg har hørt lidt om, at noget mad, bl.a. sukker, skaber inflammation i kroppen. Andre ting skulle være gluten og mejeriprodukter. Jeg har ingen allergier og er meget glad for at spise, især sukker. Mine forældre fyldte mig også med chokolade og kage, da jeg var barn, og nu vil jeg helst have kage hver dag. Siden jeg fik at vide, at det kan "fastholde" skinnebensbetændelsen, har jeg prøvet at skære ned på det.
Mit spørgsmål er: hvor meget betyder indtagelse af sukker for skinnebensbetændelse? Jeg har lidt svært ved at tage min kur seriøst, fordi jeg ikke helt ved hvor meget sukker påvirker inflammationen i skinnebenet. Hvis det virkelig kunne gøre en forskel, ville jeg stoppe fuldstændig med at spise sukker. Det er bare svært, når jeg er så glad for det, og jeg kan ikke distrahere mig selv med sport, som jeg plejede at dyrke rigtig meget.
Med venlig hilsen
En spørger