Brevkasse

Spørgsmål   Mave og tarm

Spørgsmål: Hvornår skal man operere for galdesten?

Kære Netdoktor,

Jeg har for cirka fire år siden haft et galdestens-anfald , der var meget kraftigt. Efter cirka et år fik jeg et igen. Jeg kan engang imellem, hvis jeg spiser noget bestemt, mærke en lille smule smerte.

Jeg fik for cirka to år siden foretaget en scanning, der viste, at jeg har en galdesten på cirka 1,5 centimeter. Den ligger i hullet ud til galdegangen. Jeg har i længere perioder haft smerter under brystet og hele vejen rundt om til ryggen som er værst, når jeg ligger ned.

Jeg har gået til kiropraktor, hvilket ikke rigtig hjalp. Så fik jeg foretaget røngten, som viste, at jeg har lidt slid i den nederste del af ryggen - uden betydning. Når jeg dyrker sport (løber eller cykler), kan jeg godt få smerter rundt om brystet og om i ryggen hele vejen rundt, som ikke er voldsomme smerter.

Min mor døde 67 år gammel for lidt over et år siden af bugspytkirtel - eller leverkræft . De troede i begyndelsen, at det var galdesten . Nu synes min læge, at jeg skal få fjernet min galdesten. Hun skriver til mig: "Din sygdom med galdesten er ikke den samme som din mors, men den er i samme del af kroppen. Din ultralydsundersøgelse viste normale organer i maven , og din bugspytkirtel er normal. At gå og have ondt i maven og blive påvirket skønner jeg ikke er godt, det stresser og derfor vejleder jeg dig til en operation, da du er ung og frisk." Min læge siger også, at det hele vil blive undersøgt under galdestensoperationen, så man kan se, om der er noget unormalt i organerne. Jeg skal sige, at jeg er meget glad for min læge, og hun har hjulpet og støttet mig meget gennem min mors sygdomsforløb.

Mine spørgsmål er følgende: Er det ikke skørt at få fjernet galdeblæren , når jeg ikke har de store anfald, da gladeblæren også har en funktion? Hvis den ikke bliver fjernet, kan det så udvikle sig til kræft ? Jeg har hørt, at man kan behandle med medicin, der hedder henholdsvis Resium og Active Liver. Har det bivirkninger? Kan jeg danne sten i galdegangene, selvom gladeblæren er fjernet?

Jeg har aldrig været i narkose og er meget bange for hospitaler. Jeg læste på nettet, at galdesten kan fjernes ved operation eventuelt gennem en kikkert. Men skal hele galdeblæren fjernes, har en undersøgelse vist, at risikoen for svære komplikationer er tre gange større, end hvis man opererer på gammeldags facon, hvor der er bedre oversigt over forholdene omkring galdeblærens udmunding, hvor der godt kan være afvigelser fra det normale. Det er dog meget afhængigt af operatørens erfaring og teknik. Er teknikken god, og har operatøren rutine, er der næppe større risiko ved en kikkertoperation, som medfører kortere indlæggelse. Jeg er dog meget i tvivl, om jeg skal lade mig operere, da jeg ikke synes jeg har kæmpe problemer. Jeg skal til forundersøgelse den 7/8, så hvis du kan nå at svare inden vil jeg være glad.

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger,

Hovedreglen er, at man vil tilråde en operation for galdesten, hvis de giver symptomer det vil sige oftest anfald af smerter under højre, nederste ribbensrand, som du jo kun har haft få af. Du fortæller jo imidlertid også, at du har nogle andre smerter, der imidlertid går mere bælteformet rundt om kroppen, og det er derfor vigtigt, at man finder ud af, hvad disse skyldes.

Mange patienter med galdesten har således også klager, der kan stamme fra en dårlig funktion af tyktarmen og vil derfor i nogle tilfælde ikke blivet hjulpet af en operation for galdesten.

En galdesten, der måler 1,5 centimeter, vil formentlig ikke umiddelbart kunne bevæge sig fra galdeblæren og ned i den dybe galdegang, hvad der ville medføre både smerter og gulsot , når galden bliver blokeret i sit udløb til tarmen, og i stedet for går over i blodet. Man bør derfor slet ikke anvende Resium, der kan får galdeblæren til at trække sig sammen og derved måske alligevel kunne flytte stenen til den dybe galdegang. Der findes iøvrigt ingen medicin, der kan kurere galdesten.

Galdeblærens funktion er at kunne udtømme en portion galde, når der der er særligt behov for det, det vil sige efter fedtrige måltider, ligesom æg og løg provokerer, så det bør man nok også undgå.

Når der er sten i galdeblæren, er der større risiko for, at der kan opstå en galdeblære-betændelse, der måske vil kræve en akut operation. Sten i galdeblæren giver samtidig lidt øget risiko for kræft i galdeblæren, selv om denne sygdom er relativ sjælden.

Du bør derfor have foretaget en ny status af tilstanden, hvor man som sagt bør søge at finde en årsag til dine forskellige smerter. Der bør foretages en ny ultralydsundersøgelse eventuelt en såkaldt MRCP, en særlig scanning, hvor man bedre kan se galdeblære og de dybe galdegange, og de sten, der måtte være tilstede. Der bør ligeledes foretages en række blodprøver for lever-, galde-, og bugspytkirtel-funktionen, inklusive for cholesterol . Herefter kan man tage stilling til, om ikke det vil være mest fornuftigt at blive opereret, og da med den kikkert-kirurgiske teknik. Det er meget sjældent, at man danner nye sten i den dybe galdegang i årene efter operationen.

Venlig hilsen

Dennis Raahave Overlæge,

dr.med. Mave-tarmkirurg

Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvad kan årsagen til langvarig diarre hos mit barn være?

2027-02-20 | 00:00

Endetarmen vil ikke tømme sig - af sig selv

2026-02-20 | 00:00

Jeg er for tynd, og kan ikke tage på i vægt. Kan jeg få medicin til at sænke mit stofskifte?

2026-02-20 | 00:00

Er vitaminpiller til mit barn skadelige?

2026-02-20 | 00:00

Blødning fra endetarmen?

2024-10-30 | 19:12

Kvalme efter løb

2024-09-30 | 21:36

Mavekatar

2024-10-9 | 13:55

Fistel og badning

2024-09-13 | 09:18

Hvad gør morgenkaffen ved min mave?

2023-05-18 | 20:22

Skal jeg vælge den "klassiske" metode eller "Stapler" metdoden til behandling af mine hæmorider?

2023-04-20 | 00:00

Synkebesvær og smerter efter operation for spiserørsbrok

2023-03-20 | 00:00

Tarmsygdom med betændelser i kroppen

2023-01-20 | 00:00

Hvorfor er min mave oppustet og larmende?

2022-09-26 | 09:26

Skjult forstoppelse

2022-05-18 | 11:17

Er det farligt at sluge en fingerring?

2022-04-20 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.