De varme sommerdage og lyse nætter er ved at være forbi for i år. Efteråret er landet, og vi er så småt begyndt at trække os indenfor igen. Faktisk tilbringer vi i gennemsnit mellem 80 og 90 procent af vores tid indendørs, og derfor er et godt indeklima rigtig vigtigt for vores sundhed.
Men en rapport fra Aalborg Universitet og Syddansk Universitet peger på, at indeklimaet halter mange steder. Selvom vores boligforhold er blevet bedre de seneste 20 år, er indeklimaet blevet dårligere. I nogle tilfælde så dårlig at vi bliver syge af at bo i det.
Ifølge rapporten oplever 25 procent af alle danskere gener i deres hjem, og der er sket en stigning i det tal fra år 2000. Stigningen er især tydelig blandt yngre kvinder og lavindkomstgrupper. Rapporten fremhæver flere sygdomme, der hænger sammen med dårligt indeklima, særligt luftvejsinfektioner, KOL og depression.
Læs mere: Hvad er astma?
Indeklima påvirkes af mange faktorer
Indeklimaet er ikke bare røg fra brændeovnen eller dampe fra kemikalier. Det er en betegnelse for alle de miljøfaktorer, der påvirker os indenfor. Det kan være tobaksrøg, fugt, gas (fx radon), støj, dårlig temperaturregulering, forurenende luftpartikler fra stearinlys eller brændeovn og støv.
Læs mere: Husstøvmideallergi
5 gode råd til et bedre indeklima
Nogle af faktorerne, for eksempel trafikstøj, kan man ikke gøre så meget ved selv, men ved mange af dem kan man selv gøre meget for at forebygge dårligt indeklima og sygdom.
1) Luft ud, luft ud, luft ud
God og hyppig udluftning er alfa og omega for et godt indeklima. Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter 3 gange hver dag. Vær særligt grundig på badeværelset og i køkkenet.
Sørg for at lufte grundigt ud, hvis du maler, og lad gerne nye møbler, legetøj og lignende ‘lufte’ udenfor, inden du tager det i brug.
2) Undgå at ryge indenfor
Tobaksrøg indeholder rigtig mange skadelige stoffer, og derfor bør du ikke ryge indendørs, hvis du ønsker et godt og sundt indeklima.
3) Brug emhætte, når du laver mad
Brug emhætten og læg låg på gryden, når du laver mad for at forebygge, at fugt og skadelige partikler fra madosen spreder sig i din bolig. Brug også emhætten, når du laver mad i ovn - en steg, der tilberedes i ovnen udvikler også mange partikler.
Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors
privatlivspolitik
.
4) Gør rent jævnligt
Regelmæssig og god rengøring er vigtigt for et godt indeklima. Du kan med fordel vælge milde, parfumefri rengøringsmidler.
5) Varm boligen op
Den optimale temperatur i en bolig er mellem 20-22 grader, men alt imellem 18-25 grader kan være fint. Mange foretrækker for eksempel en lidt køligere temperatur i deres soveværelse end i resten af boligen.
Ved at være opmærksom på temperaturen i din bolig, kan du både mindske risikoen for tårnhøje elregninger (hvis temperaturen er for høj) og for fugt og skimmelsvamp (hvis temperaturen er for lav).
Kilder: Aalborg Universitet og Bolius