Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | KOL

Vacciner til personer med KOL

Patienter med KOL har to til fem gange så høj risiko for infektioner i lungerne.For at nedsætte risikoen for at man bliver alvorligt syg af tilstødende infektioner, når man har KOL, kan man overveje at blive vaccineret mod nogle af sygdommene. Man kan overveje influenzavaccination og vaccination mod pneumokokker.

Opdateret: 20. August 2014

Hvad er KOL?

Ved sygdommen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er der vedvarende forsnævrede luftveje, hvilket ofte fører til åndenød ved fysisk anstrengelse. Op mod 430.000 danskere har sygdommen KOL. Hvert år dør omkring knap 4000 danskere af KOL, og det gør sygdommen til en af de hyppigste dødsårsager i Danmark (tal fra 2012).

Hvilke infektioner har KOL-patienter forhøjet risiko for at få?

Patienter med KOL har to til fem gange så høj risiko for infektioner i lungerne som personer uden. Infektionerne kan præsentere sig på følgende måder:

  • bronkitis (infektion i bronkierne)

  • pneumoni (infektion i alveolerne)

  • lungebyld (rund ansamling af pusholdig infektion inde i lungerne)

  • empyem (infektion mellem lungehinderne)

Infektionerne i lungerne skyldes forskellige bakterier (bl.a.pneumokokker) samt en række vira bl.a. influenza. Hos patienter med KOL fører disse luftvejsinfektioner typisk til forværring af åndenød og hoste med purulent (gullig og betændt) opspyt.

Hvor stor en forekomst af tilstødende infektioner er der hos KOL-patienter?

Akut bronkitis hos en patient med KOL kaldes en eksacerbation i KOL. Dette forekommer meget hyppigt og er årsag til cirka 22.000 hospitalsindlæggelser hvert år. Omtrent 60 procent af disse tilfælde skyldes infektion med en mikroorganisme som som for eksempel pneumokokker og influenza vira (andre årsager er forurening eller ukendte faktorer).

Pneumoni (lungebetændelse) rammer hvert år omtrent 60.000 danskere - især børn og ældre - og er hvert år årsag til mere end 40.000 hospitalsindlæggelser. Man vurderer, at patienter med KOL udgør mere end 20 procent af disse patienter. Lungebylder (absces) og empyemer er sjældne med formentlig 400-600 tilfælde årligt i Danmark.

Hvilke vacciner anbefales KOL-patienter og hvorfor?

For at nedsætte risikoen for, at man bliver alvorligt syg af tilstødende infektioner, når man har KOL, kan man overveje at blive vaccineret mod nogle af sygdommene. Man kan overveje vaccination mod henholdsvis pneumokokker og influenza vira.

Desværre er effekten af pneumokok-vaccinen endnu ikke undersøgt i tilstrækkeligt omfang, og derfor er der stadig læger, der ikke anbefaler denne vaccination. Læger, der er positive overfor pneumokok-vaccinen, anbefaler den til alle KOL-patienter ældre end 65 år og til alle med en lungefunktion (FEV1) på mindre end 40 procent af den forventede værdi uanset alder.

Dermed følger de anbefalingerne i GOLD guideline (Global Initiative for ChronicObstructive Lung Disease). Anbefalingerne er udarbejdet på baggrund af, at forekomsten af alvorlig pneumokoksygdom er hyppigst hos personer over 65 år, samt at folk med KOL er ekstra udsatte for alvorlige sygdomme som følge af pneumokokinfektioner.

Hvis man tidigere har haft en alvorlig pneumokoksygdom som for eksempel en alvorlig lungebetændelse, forårsaget af pneumokokker, bør man vaccineres. Den årlige influenzavaccine bør tilbydes til alle patienter med KOL, fordi influenza generelt rammer disse patienter hårdere end personer uden KOL.

Hvordan virker vaccinerne?

Der findes to vacciner mod pneumokokker – en 13- og 23-valent vaccine. Vaccinen Prevenar 13 anvendes i dag til alle børn i Danmark og er en del af børnevaccinationsprogrammet.

Vaccinen virker ved at tilføre en lille smule af 13 forskellige pneumokokbakterier, som kroppen så bekæmper og danner antistoffer overfor. Det betyder, at man ikke bliver syg, hvis man smittes med en af disse pneumokokbakterier senere.

Vaccinen ’Pneumovax’ er 23-valent og anvendes til større børn og voksne. Statens Serum Institut anbefaler, at voksne, der skal vaccineres mod pneumokokker, først vaccineres med Prevenar 13 og herefter med Pneumovax. Man får tilskud til vaccinerne, hvis man har stærkt svækket immunforsvar. Alle patienter, som er medlem af Sygeforsikringen Danmark, får dækket halvdelen af udgifterne til vaccination uanset medlemsgruppe.

Til voksne anvendes en 23-valent pneumokok vaccine. Det betyder, at den beskytter mod 23 forskellige undertyper af pneumokokker. Vaccinationen beskytter mod spredning via blodet, og altså ikke mod selve lungeinfektionen. Det betyder, at man får lungebetændelsen, men man risikerer ikke en komplikation, hvor betændelsen spredes med blodet (sepsis). Gentagen vaccination kan være nødvendig efter 5-10 år. Dette afgøres ved at undersøge indholdet af antistoffer i blodet.

På nuværende tidspunkt ved man ikke, om der mere end 2 Pneumovax-vacciner har en effekt. Influenzavaccinen til voksne er baseret på inaktive vira og sammensættes ud fra den type influenza, som man forventer næste sæson. Man skal have en ny influenzavaccination hvert år, da typen af influenza ændrer sig år for år.

Hvilke bivirkninger er der?

Begge vaccinationer kan give milde lokale gener (ømhed, rødme og hævelse på det sted, hvor man blev vaccineret) og almene gener i form af let feber, utilpashed og hovedpine. Influenza-vaccination kan desuden give en til to dage med generelle muskelsmerter lige som ved en normal influenza.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Er der nogle KOL-patienter, som ikke bør få vaccinerne?

Personer, der tidligere har haft allergiske reaktioner efter vaccinationbør ikke blive vaccineret. Desuden bør man også undgå influenca-vaccination, hvis man har allergi overfor æg. Influenza-vaccinen kan gives til gravide fra 2. trimester. Gravide bør helt undgå at få pneumokok-vaccinen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.