Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Astma

Standardinhalationsaerosol med Spacer

Inhalations-aerosoler anvendes til behandling af astma. De indeholder medicin i væskeform og virker som en slags sprayflasker. Bruges apparatet alene kræver det en nøje koordination af håndbevægelser og indånding.


Opdateret: 31. August 2009

Nogle patienter kan have svært ved at bruge de almindelige inhalatorer til astmamedicin. Det er typisk små børn, der ikke kan lære teknikken, eller ældre og svage patienter, der ikke kan ånde hurtigt og dybt nok ind til at medicinen kommer rigtig ned.

Det kan løses ved at ved at sætte en åndingsbeholder - en såkaldt spacer - ind mellem dig og en inhalationsspray med astmamedicin. Dette kan eventuelt kombineres med en maske. Det bliver derved meget lettere at bruge inhalatoren.

Afhængig af den medicin, du får, er der en række forskellige spacere. De ser lidt forskellige ud, men fungerer i princippet på samme måde. Nederst på siden er der en oversigt over hvilke spacere og medikamenter, der passer sammen.

Hvordan bruger jeg inhalationsaerosol med spacer?

Foto: Geir Haukursson

(Baseret på Aerochamber)

  • Tag låget af mundstykket på inhalationsaerosolen.

  • Hold inhalationsaerosolen lodret og ryst den godt og anbring den derefter i holderen på spaceren.

  • Ånd ud, så lungerne er tømte.

  • Luk munden tæt omkring mundstykket.

  • Tryk på inhalationsaerosolen så en dosis frigives i spaceren.

  • Tag en dyb og langsom indånding gennem munden. Hvis der bruges maske, træk vejret fem gange gennem munden, mens masken holdes tæt ind til ansigtet.

  • Hold vejret i 10 sekunder. Hvis du ikke kan klare dette, kan du i stedet lave tre-fire ind- og udåndinger gennem munden uden at slippe mundstykket.

  • Skal du have flere doser så vent 30 sekunder og gentag så trin to-syv.

  • Tag inhalationsaerosolen af og sæt låg på igen.

Hvordan giver jeg mit lille barn medicin med inhalationsaerosol med spacer og maske?

(Baseret på NES-Spacer)

  • Saml spacer, ventil og maske.

  • Tag låget af mundstykket på inhalationsaerosolen.

  • Hold inhalationsaerosolen lodret og ryst den godt og anbring den derefter i holderen på spaceren.

  • Placer masken så den slutter tæt over barnets mund og næse.

  • Når barnet er klar til inhalation trykkes på aerosolen, så en dosis frigives i spaceren.

  • Lad barnet trække vejret 10 gange gennem munden, mens masken holdes tæt ind til ansigtet.

  • Hvis dit barn skal have flere doser, så fjern masken fra dets ansigt og vent 30 sekunder. Gentag så trin tre-seks.

  • Vask barnets ansigt, der hvor masken sad, for at fjerne medicinrester.

  • Tag inhalationsaerosolen af og sæt låg på igen.

Hvordan lærer jeg mit større barn at bruge inhalationsaerosol med spacer?

(Baseret på Aerochamber)

  • Tag låget af mundstykket på inhalationsaerosolen.

  • Hold inhalationsaerosolen lodret og ryst den godt og anbring den derefter i holderen på spaceren.

  • Bed dit barn om at ånde ud, så lungerne er tømte.

  • Bed dit barn lukke munden tæt omkring mundstykket.

  • Tryk på inhalationsaerosolen så en dosis frigives i spaceren.

  • Lad barnet tage en dyb og langsom indånding gennem munden. Små børn skal trække luften 'helt ned i tæerne'. Større børn kan nøjes med en almindelig dyb indånding. Hvis der bruges maske, lad barnet trække vejret fem gange gennem munden, mens masken holdes tæt ind til ansigtet.

  • Bed dit barn holde vejret i 10 sekunder. Hvis barnet ikke kan klare dette kan det i stedet lave tre-fire ind- og udåndinger gennem munden uden at slippe mundstykket.

  • Hvis dit barn skal have flere doser, så vent 30 sekunder og gentag så trin to-syv.

  • Tag inhalationsaerosolen af og sæt låg på igen.

Træn først teknikken nogle gange uden at gøre det rigtigt. Når I begge er med på teknikken, så prøv at gøre det rigtigt. Det kan være meget svært at koordinere indånding og tryk, men øvelse gør som regel mester.

Gode råd

  • Når du eller dit barn bruger inhalationsaerosol med hævelsesdæmpende hormon er det vigtigt at skylle munden bagefter. Børst eventuelt tænder. Ved at gøre dette modvirker du dannelse af mundsvamp (trøske).

  • Skal du eller dit barn både have luftvejsudvidende medicin og hævelsesdæmpende hormon er det en god idé først at tage den luftvejsudvidende medicin. Vent fem minutter, så medicinen har virket, og tag så det hævelsesdæmpende hormon. Trækker du eller dit barn vejret for hurtigt gennem spaceren vil den fløjte. Sker dette er det et signal om at trække vejret langsommere.

  • Hvis gummidelene i din spacer bliver tørre, hårde eller revner skal de skiftes ud.

  • Ved brug af maske er det en god idé at smøre barnets ansigt ind i en fed neutral fugtighedscreme, hvor masken skal være. Derved nedsættes kontakten med medikament på huden.

  • Skyl din spacer i varmt vand et par gange om ugen og vask den med opvaskemiddel én gang ugentligt. Husk at lade den tørre ordentligt inden næste brug.

  • Bliver din eller dit barns astma værre på trods af at behandlingen følges, skal du/I omgående søge læge.

Hvad er godt ved spaceren?

  • Anvendt med spacer kan inhalationsaerosoler bruges af selv meget små børn og ældre.

  • Med spacer er det ikke nødvendigt at kunne koordinere håndbevægelser med indånding.

  • Med spacer kan selv personer med meget dårlig åndedrætsfunktion få gavn af inhalationsmedicin.

  • Ved brug af spacer nedsættes risikoen for mundsvamp (trøske) ved høj dosis steroid behandling.

  • Ved korrekt brug er inhalationsaerosol med spacer en meget effektiv astmabehandling.

  • Hvis der er behov for det, kan spaceren udstyres med en maske.

Hvad er mindre godt ved spaceren?

  • Der er lidt flere ting at holde rede på og lidt mere vedligeholde.

  • Med spacer fylder apparaturet en del mere.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Oversigt over spacere

Aerochamber med og uden maske

  • Airomir

  • Atrovent

  • Berodual

  • Berotec

  • Combivent

  • Foradil

Babyhaler

  • Flixotide

  • Serevent

  • Ventoline

Fisonair

  • Lomudal

  • Tilade

Nebulator og NES-Spacer

  • Bricanyl

  • Pulmicort

  • Spirocort

  • Terbasmin

Volumatic

  • Flixotide

  • Foradil

  • Serevent

  • Ventoline

NetDoktor gør opmærksom på, at rubrikken "Hvordan bruger jeg min standardinhalationsaerosol" ikke er en direkte gengivelse af den pågældende producents egne beskrivelser. Rubrikken må alene bruges som led i en orientering af hvilke produkter, der findes på markedet, sådan som beskrevet. Indholdet erstatter derfor ikke information fra såkaldte indlægssedler vedlagt det pågældende produkt eller information fra egen læge eller apotek.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.