Ligger du søvnløs om natten? Sætter hedeturene begrænsninger for dit sociale liv? Eller er du begyndt at opleve smertefulde samlejer på grund af tørre slimhinder?
Det er alt sammen helt normale symptomer på overgangsalderen , men det kan være enormt hæmmende, og for nogle kvinder står symptomerne på i lang tid. For nogen kan generne afhjælpes med den rigtige kost og en vis mængde motion, men for andre er det nødvendigt at komme i medicinsk behandling for generne. Hvis du føler, at generne går ud over din hverdag eller livskvalitet, er det en god idé at tale med lægen om muligheder for behandling.
Læs mere: Overgangsalder: Hvad sker der i kroppen?
Hedeture påvirker livskvaliteten
Et af de mest almindelige symptomer i overgangsalderen er hedeture. I en undersøgelse foretaget af Netdoktor har lige knapt 2500 kvinder besvaret spørgsmål om hedeture, og her tegner der sig et billede af, at hedeture påvirker mange aspekter af hverdagen, mens overgangsalderen står på.
75 % oplever, at deres nattesøvn er påvirket af hedeturene.
55 % oplever, at hedeturene påvirker deres arbejds- og hverdagsliv.
59 % oplever, at hedeturene påvirker deres livskvalitet.
Udover hedeture kan hjertebanken, søvnløshed og tørre slimhinder være almindelige tegn på overgangsalderen.
Vis mindre
Test
Test dig selv: Lider du af hedeture
En af de mest almindelige gener ved overgangsalderen er hedeture. Hvis man er meget generet af sine hedeture, findes der heldigvis behandling, der kan lindre. Hvor meget påvirker hedeture dig?
Test dig selv her
Symptomer skyldes mangel på hormoner
Mange af de gener, som man kan opleve i overgangsalderen, skyldes, at produktionen af de kvindelige kønshormoner falder. Derfor tyr man i mange tilfælde til at afhjælpe symptomerne ved at behandle med østrogen og gestagen , der er en syntetisk variant af det naturlige kvindelige kønshormon progesteron .
I nogle tilfælde vil man kun have behov for behandling med østrogen, men for de fleste nogle kvinder er det relevant at behandle med en kombination af østrogen og gestagen. En tommelfingerregel er, at kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan nøjes med østrogen, mens kvinder, der stadig har en livmoder, skal have behandling med både østrogen og gestagen.
Der findes overordnet to forskellige slags hormonbehandling.
Lokal behandling
Man kan lindre underlivsgener som tørre slimhinder, inkontinens og blærebetændelse ved at behandle med østrogen lokalt i skeden. Det kan blandt andet være i form af stikpiller, creme eller ved en lille ring, man kan sætte op.
Generel behandling/systemisk behandling
Ved generel behandling (også kaldet systemisk behandling) behandler man med hormoner, som virker i hele kroppen. På den måde kan man for eksempel lindre hedeture. Generel behandling kan også være med til at styrke skelettet. Ved generel behandling bruges større mængder østrogen end ved lokal behandling, og det kan øge risikoen for visse sygdomme for nogle kvinder.
Man kan få generel østrogenbehandling som tabletter, plastre, spray og gel. Gestagen gives enten dagligt eller i en periode i cyklussen (cyklisk behandling). Får man gestagen dagligt ophører blødningerne, mens de fortsætter, hvis man får cyklisk behandling med gestagen.
Læs mere: Hormonbehandling i overgangsalderen
Man kan behandle gener i overgangsalderen systemisk eller lokalt. Grafik: Netdoktor
Let øget risiko for brystkræft
Der er en let øget risiko for brystkræft ved hormonbehandling. Risikoen varierer, alt efter hvilken type hormonbehandling man får.
På grund af den øgede risiko for brystkræft , anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man højst får hormonbehandling i fem år. Man vil typisk også blive anbefalet at tage den lavest mulige dosis, hvor der stadig er effekt.
Kost og motion kan også spille en rolle
Mange kvinder oplever, at deres symptomer bedres, hvis de er ekstra opmærksomme på kost og motion.
Studier har vist, at motion har en gavnlig effekt på både kredsløbet og på hede- og svedeture. Således kan moderat til intensiv motion tre gange om ugen nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Styrketræning 2-3 gange om ugen kan mindske hedeture markant.
Det kan også være en god idé at tage et ekstra kig på din kost. Det er især vigtigt at få nok D-vitamin og calcium for at modvirke tab af knogletæthed og forebygge knogleskørhed. Sørg også for at få nok protein. Nogle kvinder oplever desuden, at en kost med masser af frugt og grøntsager mindsker hedeture. Vær opmærksom på, om der er nogle fødevarer, der trigger dine symptomer, og undgå dem, hvis du kan.
Læs mere: Mindre østrogen kan give gener og sygdom: Det kan du gøre
Kilder: Københavns Universitet , Linkjöpings Universitet og Netdoktors egen artikel om sund kost og overgangsalder
Vis mindre
De hormonfri alternativer
Nogle kvinder kan eller vil ikke have hormonbehandling. Det kan der være mange forskellige årsager til. Det kan for eksempel skyldes et tidligere forløb med hormonfølsom brystkræft eller at man er arveligt disponeret for brystkræft .
Der findes nogle muligheder for at afhjælpe visse symptomer med hormonfri behandling. Der findes blandt andet laserbehandling til behandling af tørre slimhinder og hormonfri medicin, som kan bruges til at behandle hedeture. Du kan tale med lægen om, hvad der findes af muligheder for at behandle dine symptomer uden hormoner.
Derudover findes en lang række naturpræparater med for eksempel rødkløver eller natlys, som nogle kvinder oplever god effekt af. Nogle kvinder oplever også effekt af zoneterapi og akupunktur, men der er ikke videnskabeligt dokumenteret effekt. Du kan prøve dig frem, og se om det virker for dig.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrev om overgangsalder
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Tilmeld dig her