Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Menstruation

Menstruationssmerter

De fleste kvinder kender, desværre, til kraftige menstruationssmerter. Klik her og læs mere om, hvordan smerterne kan lindres, og hvornår du bør søge læge.

Opdateret: 6. Januar 2020

Hvad er menstruationssmerter?

De fleste kvinder vil i perioder kunne opleve, at deres menstruation de første 1-2 dage er forbundet med en forbigående, murrende smerte i underlivet, især i de første år efter menstruationerne er startet. Smerten trækker ofte om i lænden og kan være ledsaget af generelt ubehag.

Disse milde til moderate smerter skyldes formentlig sammentrækninger i livmoderens muskulatur, som udløses af nogle af kroppens signalstoffer, prostaglandiner. Hvis symptomerne kun optræder sporadisk, og i øvrigt aftager over tid, er de helt normale og kræver ikke yderligere.

Hvornår bør man søge læge?

For nogle kvinder er den månedlige blødning stort set altid forbundet med så store, stærke smerter og ubehag, at de altid må tage smertestillende og kan blive nødt til at forsømme skole eller arbejde. Nogle må ligge hjemme en eller to dage næsten hver måned. Hvis en kvinde har smerter i den sværhedsgrad i mere end tre-fire måneder, bør hun tale med sin læge om dem. For at få hjælp til at dæmpe generne og i nogle tilfælde også for at blive undersøgt.

I nogle tilfælde kan det stadig dreje sig om helt normale forhold, der ligesom de milde-moderate smerter også aftager og forsvinder med alderen. Men hos op til 10 procent af alle kvinder i fertil alder, dvs. alderen mellem første menstruation og overgangsalderen, kan smerterne skyldes sygdommen endometriose, som kræver yderligere undersøgelse og behandling. I meget sjældne tilfælde kan udtalte smertegener skyldes udviklingsanomalier i underlivet, f.eks. en ekstra skillevæg/hinde i skeden, som gør, at menstruationsblodet har vanskeligere ved at løbe ud.

Hvordan måler man menstruationssmerter?

Der findes ikke nogen entydig metode til at måle smerter, heller ikke ved menstruation. Ligesom mange andre smertegener, f.eks. hovedpine eller rygsmerter, er det ligeledes meget individuelt, hvor kraftigt smerterne opfattes af den enkelte person. Smerteoplevelsen er ydermere afhængig af andre faktorer som f.eks. træthed, tristhed, bekymring og angst.

Som tommelfingerregel må man derfor anbefale, at kvinder, som oplever vedvarende menstruationssmerter, der gør at de altid må tage smertestillende og ikke kan passe deres dagligdags funktioner, bør ses af en læge med henblik på rådgivning og evt. yderligere undersøgelse.

Hvordan kan man afhjælpe menstruationssmerter?

Helt overordnet gælder ved alle smertetilstande, at man mærker smerter tydeligere, når man er uoplagt, stresset, trist eller fysisk udmattet. Heraf følger således også, at smertegener kan opleves mindre udtalte, hvis man er veludhvilet og har det godt fysisk og psykisk.

Men udover dette kan der være stor hjælp at hente ved medicinsk behandling:

  • Smertestillende medicin: Det virksomme stof Ibuprofen (som for eksempel findes i Ipren) er effektiv mod menstruationssmerter. Det fås i håndkøb, og man skal tage 400 milligram Ibuprofen. Man kan eventuelt kombinere dem med 1 gram paracetamol (som for eksempel findes i Panodil, Pinex, Pamol). Denne kombination kan tages op til tre gange om dagen med et stort glas vand og helst sammen med et lille måltid, så man ikke tager tabletterne på tom mave, da det kan give mavesmerter.
  • Foruden at forebygge graviditet er P-piller også effektive til at dæmpe menstruationssmerter. De to hormoner i p-piller, Ethinyløstradiol og Gestagen, overtager det meste af funktionen fra kvindens egne hormoner og kan derved gøre blødningerne svagere, kortere og ofte mindre smertefulde. Det kan også hjælpe på meget langvarige menstruationer. Hvis årsagen til smerterne er endometriose er p-piller også den primære behandling af dette, gerne taget som såkaldt long-cycle behandling, dvs. en pille hver dag i tre måneder efterfulgt af pause i fire dage før en ny cyklus.
  • Hos kvinder der ikke tåler p-piller, kan man forsøge behandling med Gestagen alene i form af enten minipiller eller som hormonspiral (Mirena). En hormonspiral har den fordel, at den virker i op til fem år uden, at man skal huske at tage en pille hver dag.

Hvis den medicinske behandling er velfungerende, kan den fortsættes i flere år uden problemer. Hvis der derimod ikke er effekt, eller hvis den aftager med tiden, må det overvejes at supplere med yderligere udredning hos gynækolog.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.