Prostatakræft er den mest udbredte kræftform blandt mænd, og i Danmark lever knapt 50.000 mænd med sygdommen (cancer.dk). Prostatakræft har generelt gode fremtidsudsigter, men det kan være alvorligt, hvis sygdommen har spredt sig, for eksempel til lymfeknuder, knogler eller organer.
Heldigvis er der de seneste år kommet nye, effektive behandlinger, som har øget overlevelsen.
Fremgang i overlevelsen de sidste 10 år
Særligt de sidste 10 år er overlevelsen for prostatakræft med spredning, også kaldet metastatisk prostatakræft, steget. Det fortæller Andreas Røder, som er overlæge på Afdeling for Urinvejskirurgi, Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet.
- Hvis man tidligere fik diagnosen metastatisk prostatakræft, var levetiden typisk ikke mere end halvandet til to år. Det er tredoblet især inden for de seneste 10 år. Den gennemsnitlige mand, der får prostatakræft med spredning nu, lever ikke bare halvandet år, men fire år. Og det er jo rigtig, rigtig meget, da den gennemsnitlige diagnosealder er omkring 80 år for dén sygdom. Så lever en mand med metastatisk prostatakræft til han er 84 år, hvilket er over den forventede levetid for mænd generelt, siger Andreas Røder.
Læs også: Antihormonbehandling: Hvordan påvirker testosteronmangel kroppen?
Ny antihormonbehandling virker inde i kræftcellen
Prostatakræft-celler er ofte afhængige af testosteron for at vokse, og derfor har behandlingen længe bestået af antihormon, der mindsker dannelsen af testosteron. Der er nu kommet endnu mere effektive antihormonbehandlinger til, fortæller Andreas Røder.
- Traditionelle lægemidler med antihormon hæmmer produktionen eller virkningen af testosteron. Nu har vi fået nogle nye lægemidler kaldet ARSI (Androgen Receptor Signaling Inhibitor). Det påvirker mekanismer inde i kræftcellen og blokerer testosterons virkning. Når vi kombinerer ARSI med traditionel antihormonbehandling, giver det ekstra god effekt, siger Andreas Røder.
ARSI har også vist god effekt ved prostatakræft med spredning, som ellers ikke reagerer på den traditionelle antihormonbehandling (også kaldet kastrationsresistent prostatakræft).
Større effekt ved kombination med kemoterapi
Behandlingen med de to typer af antihormonbehandling bliver samtidig suppleret af kemoterapi for at opnå større effekt.
Vi har også fundet frem til, at kemoterapi er effektivt ved prostatakræft med spredning. Derfor giver vi også en kort serie af seks gange kemoterapi, når man får diagnosen. Flere og flere mænd får kombinationen af kemoterapi og de to typer af antihormonbehandling. Og det er ligesom den samlede effekt af de tre lægemidler, der gør, at vi ser så markant effekt af behandlingen, siger Andreas Røder.
Forbedrer ofte livskvaliteten
Ud over at forlænge overlevelsen er det også muligt, at de nye behandlinger hjælper til at forbedre livskvaliteten.
- Behandlingen kan være hård i starten, men den er mere effektiv end tidligere. Mange af patienterne får det langt bedre på den anden side af behandlingen i forhold til hvad de gjorde i gamle dage. Sygdommen forsvinder ikke, men den bliver slået mere ned, og så kan symptomerne blive mindre eller helt stoppe. Det kan for eksempel være knoglesmerter, hvis kræftcellerne sidder i knoglerne, siger Andreas Røder.
Han ser frem til endnu flere nye behandlinger i fremtiden indenfor såkaldt personlig medicin. Her undersøger lægerne patientens gener og tilpasser behandlingen præcis til den enkelte person.