Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Hudkræft

Hudkræft - basalcellekræft

Basalcellekræft er den hyppigste form for hudkræft i Danmark med cirka 15.000 nye tilfælde om året, hvilket er mere end en fordobling over de sidste 10 år.


Opdateret: 2. Marts 2020

Hvordan ser hudkræft ud?

Hvad er basalcellekræft (hudkræft)?

Basalcellekræft er den hyppigste form for hudkræft i Danmark med cirka 15.000 nye tilfælde om året, hvilket er mere end en fordobling over de sidste 10 år. Der er øget risiko for basalcelle-hudkræft med stigende alder, men der er tendens til at yngre rammes, og aktuelt opstår cirka 20 procent af BCC hos personer under 50 år.

Basalcelle-hudkræft skyldes soludsættelse og viser sig som en knude i huden, et sår eller en rød skællende plet. Der er ikke farligt, da det vokser langsomt og meget sjældent spreder sig.

Hvorfor får man basalcellekræft (hudkræft)?

Basalcelle-hudkræft skyldes helt overvejende, at huden udsættes for solens ultraviolette stråler. For denne hudkræfttype er både den samlede solmængde igennem livet samt mere høj-intens soludsættelse som solarie og solforbrændinger medvirkende risikofaktorer.

Hvad er symptomerne på basalcellekræft (hudkræft)?

Der findes forskellige undertyper af basalcelle-hudkræft, hvor de hyppigste er den nodulære (knudeformede) og den superficielle (overfladiske).Den nodulære sidder oftest i ansigtet og viser sig som:

  • sår i huden der ikke heler
  • knude/knop i huden ofte med voldformet rand
  • knude med synlige kar.Den superficielle sidder ofte på kroppen og arme/ben og viser sig som:
  • skællende, rødlig plet på huden.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

De klassiske former for basalcelle-hudkræft er lette at genkende med det blotte øje for den erfarne hudlæge. Mindre detaljer og særlige kendetegn kan ses med et dermatoskop, som er et forstørrelsesglas, der forstørrer cirka 10 gange og kan være en hjælp i diagnostikken. Ofte suppleres med en hudbiopsi, som er et lille stykke hud, der tages ud til mikroskopisk undersøgelse hos en speciallæge i patologi.

Hvordan behandles basalcellekræft (hudkræft)?

Der findes flere behandlingsformer, og behandlingen vælges ud fra flere parametre. Man inddeler basalecelle-hudkræft i høj-eller lav-risiko (se særskilt artikel om behandling af basalcelle-hudkræft) afhængig af, hvor det sidder, hvor stort det er, hvilken undertype det har, og om det er et tidligere behandlet basalcelle-hudkræft, der er kommet tilbage.

De såkaldt højrisiko-former skal som udgangspunkt fjernes kirurgisk eller ved røntgenterapi.

De mindre aggressive former kan ofte fjernes ved hjælp af afskrabning og efterfølgende brænden af bunden. Hvis det er den overfladiske undertype, kan man også benytte lokalbehandling med en medicinsk creme eller en særlig form for lysbehandling, der kaldes fotodynamisk terapi (PDT).

Hvad kan man selv gøre?

Man kan medvirke til forebyggelse af basalcelle-hudkræft ved at beskytte sig mod solen og følge solrådene:

  • Undgå overdreven soludsættelse, især skal man undgå at opholde sig i solen i perioden klokken 12 til 15 om sommeren.
  • Gå i skyggen og ’hold siesta'.
  • Hvis man skal opholde sig i solen imellem 12 og 15, bør huden så vidt muligt dækkes med tøj og ansigtet af en hat med skygge.
  • Hvor det ikke er muligt at være i skygge, brug solcreme med mindst faktor 30 på ubeskyttet hud. Bemærk, at solcreme kun beskytter delvist og at der skal bruges rigelige mængder.
  • Undgå solskoldninger. Selv om solskoldning tilsyneladende læges og forsvinder, kan der være en permanent skade i huden, som viser sig senere i livet. Solskoldning øger risikoen for at udvikle hudkræft.
  • Undgå solarie.
  • Søg læge i tide og få undersøgt alle sår, som ikke læges.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Udsigt for fremtiden

Basalcelle-hudkræft er en fredelig form af hudkræft, der yderst sjældent spreder sig, og hvor (stort set) alle bliver helbredt. Prognosen er derfor særdeles god. Der er dog øget risiko for at udvikle basalcelle-hudkræft på ny, og den tidligere behandlede knude kan komme igen. Det er derfor vigtigt at kontakte lægen med henblik på at blive undersøgt, hvis det tidligere behandlede område forandrer sig, eller hvis der kommer nye sår/knuder.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.