Kære H
Jeg tror ikke, du græder på grund af selvmedlidenhed. Du er bange!
Og det er der ikke noget at sige til, når du har fået at vide, at du har en virus i kroppen, som kan fremkalde kræft i livmoderhalsen. Men du har misforstået, hvad lægen prøvede at forklare dig. Det må vi have rettet op på, så du kan blive glad og tryg igen.
Visse typer af HPV-virussen er altid til stede i slimhinden på livmodermunden og i livmoderhalsen, når en kvinde udvikler celleforandringer dér. Der er meget, der tyder på, at det er denne virus, der er ansvarlig for celleforandringerne, som findes ved indgangen til livmoderhals-kanalen.
Ved hjælp af et forstørrelsesapparat (kolposkop) kan lægen afgrænse det område, hvor der er celleforandringer og ved keglesnittet fjernes denne del af slimhinden. Hvis der ved kontrol et halvt år efter forsat ses tegn på virus ved kolposkopi, kan disse fryses væk, som i dit tilfælde - eller der kan foretages et nyt keglesnit. Og så er det slut med celleforandringer og virus.
Nogle gynækologer vælger hos kvinder, som fortsat har ønske om at føde flere børn, en mere afventende fremgangsmåde og følger forandringerne i slimhinden ved jævnlige kontrol-kolposkopier.
Forhåbentlig er forandringerne helt væk næste gang, du koimmer til kontrol, så hverken virus, celleforandringer, keglesnit eller frysning vil få betydning for dit sexliv eller dine graviditetsmuligheder.
Ved et eventuelt svangerskab senere, vil man følge dig omhyggeligt specielt med henblik på en let øget risiko for at føde for tidligt.
Chancen for, at du får virus og celleforandringer igen er minimal, men selvfølgelig skal du have tilbud om kontrol som alle andre kvinder.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
speciallæge i kvindesygdomme