Efterår og vinter er desværre lig med sæson for influenza og corona. Visse grupper er i øget risiko for at få et hårdt forløb, hvis de bliver syge. Derfor bliver du tilbudt gratis vaccination mod influenza og corona hvis du:
- Er over 65 år
- Har visse kroniske sygdomme, bl.a. lungesygdomme som f.eks. KOL, diabetes, kronisk lever- eller nyresygdom, hjerte-kar-sygdom
- Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, f.eks. personer i kemoterapi, immundæmpende behandling eller stamcelletransplanterede.
- Personer med svær overvægt, det vil sige et BMI over 35.
- Personer med andre tilstande, der øger risikoen for et svært forløb med corona eller influenza, for eksempel svære psykiske lidelser
- Personer, der deler husstand med én, der har øget risiko for et svært forløb
- Førtidspensionister kan blive gratis vaccineret mod influenza (gælder ikke corona)
Tilbuddet om gratis vaccination gælder frem til d. 20. december.
Læs mere: 12 spørgsmål om influenza og vaccination
Særligt for gravide
Gravide i 2. og 3. trimester blev tidligere tilbudt både vaccination mod corona og influenza. Nu gælder tilbuddet om gratis vaccination blot influenza, da gravide meget sjældent får et alvorligt forløb ved corona. Desuden anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide bliver vaccineret mod kighoste og RS-virus.
Læs mere: Sundhedsstyrelsen: Vaccination til gravide
Sådan bestiller du tid til vaccination
Er du over 65 år, vil du modtage et brev om tilbud om vaccination enten i e-boks eller som fysisk brev med nærmere information.
Hører du til i en af de andre nævnte grupper, f.eks. kronisk sygdom eller graviditet, vil du ikke modtage et brev. Her kan du selv bestille tid på vacciner.dk fra d. 29. september. Er du i tvivl om, hvorvidt din sygdom eller tilstand gør dig berettiget til gratis vaccination, kan du spørge din læge til råds.
Selve vaccinationen foregår på et af de mange vaccinationssteder rundt omkring i landet. Du kan se dem på vacciner.dk.
Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen: Personer med kronisk sygdom tilbydes vaccination mod influenza og covid-19, Sundhedsstyrelsen: Efterårets vaccination mod covid-19 og influenza, Sundhedsstyrelsen: Vaccination til gravide
Skal du ud at rejse?
Har du planer om en rejse i efteråret? Hvis du skal til destinationer som for eksempel Thailand, Mexico eller Afrika, kan det være relevant med rejsevaccination.
Netdoktor har tidligere afholdt live chat med ekspert i rejsevacciner Carsten Schade Larsen, som har besvaret brugernes spørgsmål om rejsevacciner. Måske er der et svar om netop din rejsedestination og de anbefalede vaccinationer.
Du kan se alle svar fra chatten her: Spørgsmål og svar om rejsevaccinationer med Carsten Schade Larsen