Der er betydelig risiko for malaria i Mombasa området året rundt og den helt overvejende malaria type er den såkaldte falciparum, som ubehandlet kan være dødelig (ubehandlet er risikoen formentlig 30 procent eller mere).
Der er ingen helt præcis viden om, hvor effektivt malarone beskytter turister, som aldrig før har haft malaria. Malarone er kun indregistreret til forebyggende malariamedicin i ét land i verden foreløbigt,-og det er Danmark, så erfaringen om stoffet er endnu meget begrænset. Alt tyder dog på at malarone er meget effektivt, og det vil være en god idé at anvende det til den planlagte rejse til Kenya.
Risikoen for malaria med brug af malarone må formodes at være mindre end 0,1 procent per måneds ophold på det sted i Afrika.
Myg kan ikke lide kold luft, og derfor er risikoen for stik mindre, når man sover i et air-conditioneret rum. Problemet er naturligvis, at man kan blive stukket udendørs om aftenen og myggebalsam er derfor altid en god idé.
Der findes desværre ingen rigtig anvendelig, sikker blodprøve, som kan svare på, om man er blevet smittet med malaria, før symptomerne bryder frem. Man er henvist til de første tre måneder efter hjemkomst fra malariaområde at reagere på feber ved at få blodet undersøgt for malaria.
Disse overvejelser skal dog ikke hindre eventuel ønsket graviditet, når der ikke længere tages malariaforebyggelse. Anvendes malarone til profylakse (forebyggelse), ville jeg, selvom der mangler viden på området, alligevel anbefale at vente et par måneder, efter I er færdige med at tage malarone, da den ene af komponenterne i malarone (Atovaquon) udskilles meget langsomt.
Med mange venlige hilsner
Søren Thybo, speciallæge i tropemedicin og infektionsmedicin