Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Psoriasis

Behandling med bade mod psoriasis

Bade med stenkulstjære er en effektiv behandling af psoriasis. De har været brugt i mere end 150 år til behandling af hudlidelser.

Opdateret: 14. Februar 2020

Tjærebehandling

Bade med stenkulstjære er en effektiv behandling af psoriasis, som virker ved at mindske rødme, kløe og irritation. Behandlingen har været brugt i mere end 150 år til forskellige hudlidelser, men anvendes ikke så hyppigt i dag. Tjærebehandling gives på hudafdelinger, enten som dagbehandlinger eller under indlæggelse, da tjæren har en meget stærk lugt og kan misfarve tøj.

Stenkulstjæren pensles/duppes i et tyndt lag på områder med psoriasis, og efterfølgende tager man et brusebad på cirka 10 minutter. Badet åbner hudporerne, så tjæren trænger bedre ned i huden og bliver mere virksom. Behandlingen gentages typisk tre gange ugentligt i cirka fire uger.

Selve behandlingen er smertefri, men i sjældne tilfælde kan der optræde irritation eller allergiske reaktioner efter tjærebehandling. Huden bliver endvidere mere følsom over for lys, hvilket man skal tage højde for i sommermånederne.

Tjære indeholder mange forskellige kemiske forbindelser, og nogle af disse har været mistænkt for at være kræftfremkaldende. Der er dog aldrig blevet påvist en sammenhæng mellem kræft og behandling med stenkulstjære.

Røde bade

Røde bade anvendes til behandling af væskende og/eller inficeret psoriasis. Det aktive stof er kaliumpermanganat, som virker desinficerende og udtørrende. Det kaldes rødt bad, fordi badevandet bliver rødbedefarvet.

En vandig opløsning af kaliumpermanganat blandes med almindeligt vand, hvorefter man nedsænker det ønskede hudområde i 15 minutter. Behandlingen er smertefri, men hud og negle bliver misfarvede af badet, hvilket dog forsvinder efter nogle dage. Røde bade kan gives på hudafdelinger og i eget hjem.

Bade-PUVA

Bade-PUVA er en behandling, som lejlighedsvis anvendes til psoriasis på hænder og fødder. Der er tale om en kombinationsbehandling, hvor stoffet psoralen kombineres med bestråling med langbølget ultraviolet lys (UVA-lys). Psoralen er et stof, der gør huden lysfølsom.De ramte hudområder dækkes af en blanding af almindelig vand og psoralen-opløsning i 15-30 minutter. Herefter bestråles hudområderne med UVA-lys. De følgende to til tre dage tildækkes de behandlede områder.Behandlingen gives på en hudafdeling typisk tre gange om ugen i fire til otte uger. Behandlingen er sikker, men nogle patienter oplever bivirkninger i form af kløe og rødme af huden.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.