Svar:
Kære spørger.
Du spørger 1) om du kan have neglesvamp, og 2) om behandling af neglesvamp til ældre mennesker.
Kan du være smittet med neglesvamp?
Man kan ikke med det blotte øje konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Der kan være andre årsager end neglesvamp til at en eller flere negle ændrer udseende: Bl.a. psoriasis og andre hudsygdomme, ligesom slag, tryk, traumer og nogle medicinske sygdomme også kan påvirke neglene.
Som jeg skriver i mange af mine besvarelser, så stilles diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne svampeundersøgelse vil afklare, om det fortykkede område på din negl skyldes neglesvamp.
Behandling af neglesvamp til ældre mennesker
Behandling af neglesvamp er ens for yngre og ældre mennesker. Som jeg tidligere har skrevet i flere af mine svar, er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling for at kurere neglesvamp, og flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp.
Det er beklageligvis ikke alle patienter, der bliver raske efter ovenstående behandlinger. Særligt kan det være vanskeligt at kurere neglesvamp hos ældre mennesker, idet neglene med alderen vokser langsommere, hvilket gør det vanskeligere at blive kureret for en eventuel svampeinfektion. I de fleste tilfælde giver neglesvamp ingen symptomer eller gener, men i udtalte tilfælde kan fortykkelse og løsning af neglen medføre smerter. Især i disse tilfælde er det vigtigt at blive undersøgt og eventuelt behandlet for neglesvamp.