Hvorfor opstår epilepsi?
Epilepsi opstår i ekstremerne af livet, det vil sige blandt de helt unge og de gamle. Halvdelen af alle tilfælde af epilepsi konstateres hos børn under seks år.
Årsagerne til epilepsi kan være mange, men hos flere end halvdelen af børnene finder man ingen sikker årsag.
Blandt de kendte årsager er:
For lavt blodsukker ved fødselen
Ilt-mangel ved fødselen
For lidt kalk i blodet
Blødninger i hjernen i forbindelse med fødselen
Høj feber
Betændelse i hjernen eller hjerne-hinderne
Medfødte skader på hjernen
Kraftig hjernerystelse
Medfødte former for epilepsi
Hjernesvulst
Sværere at stille diagnosen hos børn end hos voksne
Jo yngre barnet er, jo sværere er det at diagnosticere de epileptiske anfald. Det skyldes, at hjernen endnu ikke er helt modnet og derfor ikke er i stand til at lave anfald, som man ser dem hos større børn. Næsten alle symptomer kan ses, lige fra små spjæt, en ændret vejrtrækning, sitren ved øjenlågene, en pludselig udstrækning af arme og ben og m.m.
Netop fordi symptomerne er så anderledes, og børnene gør så mange andre ’mærkelige’ ting, risikerer man at stille epilepsi-diagnosen hos børn, som ikke har lidelsen. Det gælder også børnelægerne. Man regner med, at op imod hvert tredje barn, som er i behandling for epilepsi, slet ikke har epilepsi.
Blandt de lidt større børn, kan der i stedet være tale om almindeligt dagdrømmeri, kramper i forbindelse med ’hysteri’, besvimelser, bevægelses-forstyrrelser og godartede spjæt i forbindelse med søvn.
Mange godartede former for epilepsi hos børn
Udsigterne til at slippe af med epilepsien er gode for mange børn – de vokser sig simpelthen fra anfaldene. De bedste udsigter er der for børn med anfald af den såkaldte fokale type, anfald der begynder i alderen 1,5 - 13 år, hos børn som udvikler sig normalt uden tegn på hjerneskade og hos børn med skanninger, der viser en normal hjerne.
Konsekvenser for forældre til børn med epilepsi
Forældre til et barn, som lige har fået diagnosen epilepsi, er ofte i chok. De har måske lige set deres barn have et krampeanfald og gør sig mange tanker om barnets fremtid. Mange spørgsmål melder sig:
Er anfaldene udtryk for, at barnet er hjerneskadet?
Skader anfaldene barnets hjerne?
Vil det udvikle sig normalt?
Får barnet brug for meget ekstra hjælp? Osv.
Desværre kan forældrene og lægerne være i en situation, hvor spørgsmålene står åbne – simpelthen fordi lægerne ikke selv kan vide, hvad de står over for. Jo mindre barnet er, jo større er den risiko. Barnets udvikling og resultaterne af undersøgelserne vil give svarene med tiden.
Indtil da må man trøste sig med, at hos 6-7 ud af 10 børn forsvinder lidelsen af sig selv i løbet af nogle år. Nogle typer dog først i puberteten.
De psykosociale omkostninger
Oven i alle de andre tanker og spekulationer, der melder sig hos forældrene, er der typisk et spørgsmål, der ikke altid bliver udtalt: Er det vores skyld? Hvis bare spørgsmålet bliver sagt højt, er det ikke det store problem at tackle, for svaret er som udgangspunkt et stort NEJ. Der er ingen, der selv har været herre over de årsager, der ligger bag epilepsien hos et barn. Angsten for et næste anfald, er der derimod ingen der kan tage fra forældrene.
Derimod er der problemer på grund af barnets epilepsi, som forældrene bør tænke nøje over:
Hvis der er søskende, at de også kan døje med dystre tanker på grund af den syge bror/søster – inkl. ’forbudte’ følelser som jalousi fordi den syge søskende får for meget opmærksomhed, skam over den anden søskende osv.
Tendensen til overbeskyttelse af børnene – både det syge og de andre.
At ikke give det epileptiske barn en undskyldning for ikke at fungere normalt, hvor det kan lade sig gøre.
At stille samme krav til det ramte barn som til andre børn, hvor det kan lade sig gøre.
Indlærings- og koncentrationsproblemer hos barnet
Barnet med epilepsi er i risiko for at at udvikle problemer med indlæring, koncentration og sprog-beherskelse. Dels på grund af anfaldene og dels den anti-epileptiske behandling. Det kan typisk vise sig ved uro i læringssituationer eller i den sociale sammenhæng med andre børn. Det er vigtigt at være opmærksom på problemerne så tidligt som muligt for at kunne sætte ind med en pædagogisk indsats.
Samtidig må man være opmærksom på ikke at ‘stigmatisere’ barnet ved, over for det og de andre børn, at give udtryk for, at det er noget særligt – i en negativ sammenhæng. Og være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er epilepsien, der er problemet. Det må afgøres i en større sammenhæng af en fagperson (for eksempel en børnelæge), som tager anfaldenes hyppighed og styrke i betragtning sammen med mængden og arten af den givne medicin.