Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Alkohol

Sådan forebygger (og plejer) du dine tømmermænd

De fleste voksne har på et tidspunkt vågnet med tømmermænd, men den slags kan både undgås - og plejes væk.

Offentliggjort: 22. December 2022

Hovedet dunker, kvalmen er overvældende og du har slet, slet ikke lyst til hverken at spise eller drikke. De fleste voksne er på et tidspunkt vågnet med tømmermænd, men den slags kan sagtens undgås - og måske plejes væk.

Hold dig til de lyse drikke

Mørkere drikkevarer som for eksempel rødvin, mørk rom og whisky, indeholder flere af de stoffer, som giver tømmermænd sammenlignet med lysere drikke såsom vodka.I et videnskabeligt forsøg fik 33 procent af forsøgsdeltagere, som drak bourbon, tømmermænd mod kun tre procent af de forsøgsdeltagere, som fik vodka i tilsvarende mængder. Lyse drikke giver dig altså færre tømmermænd end mørke drikke.Til gengæld holder den gamle sang om, at man får flere tømmermænd af at blande forskellige alkoholiske drikke ikke ifølge eksperterne. Det er nok mere sådan, at man på aftener, hvor man drikker mange forskellige slags alkohol, alt i alt indtager mere alkohol end aftener, hvor man for eksempel kun drikker øl.

Læs også: Sådan forbrænder man alkohol

Spis inden du drikker

Forskning viser, at hvis du drikker størstedelen af aftenens alkohol sammen med mad, så har du sjældnere tømmermænd, end hvis du drikker alkohol uden mad. Når maven er fyldt, tager det længere tid for alkoholen at blive optaget i blodet. Er du allerede blevet meget fuld, kan din krop have godt af næringsværdien i maden, men det gør ikke, at du undgår tømmermænd.

Læs også: Hvad er tømmermænd?

Undgå røg

Forsøg viser, at man er tilbøjelig til at drikke mere, når man ryger, fordi der sker et fysiologisk samspil mellem alkohol og nikotin. Derudover kan de giftige stoffer fra cigaretrøg i sig selv gøre dig dårlig eller gøre dine tømmermænd værre. Så vil du undgå at forstærke efterdønningerne efter en festlig aften, så lad være at ryge eller at opholde dig for længe i tilrøgede lokaler.

Læs også: Det vinder du ved et rygestop

Drik vand, vand og atter vand

Alkohol er vanddrivende, og det betyder, at du faktisk mister en masse væske, selv om du drikker en masse alkohol i løbet af aftenen. Du kan modvirke den vanddrivende effekt af alkohol ved at drikke masser af vand. En tommelfingerregel er et glas vand per genstand alkohol. Og hvis du så drikker så meget, som du overhovedet kan, før du går i seng, så har kroppen hele natten til at optage væsken. På den måde mindsker du risikoen for at vågne med en ordentlig omgang tømmermænd. Især hvis den sjove aften er endt med opkast, som også gør, at du mister væske.

Læs også: Pas på dehydrering!

Tag et par smertestillende piller, inden du går i seng

Lider du normalt af slemme tømmermænd, så kan du forebygge dem ved at tage to smertestillende piller (med et stort glas vand), inden du lægger dig på puden. Det vil sandsynligvis også give dig en lidt bedre nattesøvn.

Læs også: Må jeg tage smertestillende medicin?

Spis bare kaktus-piller, men forvent ikke at de hjælper!

I håndkøb kan man købe piller med for eksempel udtræk af kaktus, rød ginseng eller artiskok, som ifølge producenterne forebygger tømmermænd, hvis man indtager præparatet sammen med de våde varer i løbet af aftenen. Der dog ingen videnskabelige undersøgelser, der viser, at de hjælper særlig meget på tømmermændene. Desuden er de forskellige præparater ikke testet for eventuelle bivirkninger.

Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Kilde: Netdoktors artikel om tømmermænd


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.